Finske Emma Kimilainen ville ikke finde sig i det krav, hun fik stillet i 2009.

Og man forstår hende godt. Inden 2010-sæsonen skrev hendes daværende hold, Motorsport Vision, nemlig under på en sponsorkontrakt med et herremagasin.

Der var bare ét problem, skriver mediet News.

Holdets nye sponsor krævede, at den unge finne skulle stille op til et photoshoot, hvor hun skulle posere topløs til magasinet.

Emma Kimilainen i midten.
Emma Kimilainen i midten. Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW
Vis mere

Det afslører 31-årige Emma Kimilainen i 'Shikaani Formula 1 Podcast', hvor hun fortæller om episoden.

»Jeg forberedte mig på at køre for holdet, men jeg besluttede at bede om flere detaljer, da jeg første gang hørte om aftalen. De fortalte mig herefter, at de havde haft nogle uenigheder med sponsoren, som ville have billeder af mig i bikini og som topløs,« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg spurgte, hvad der foregik, indtil jeg indså, at sponsoren var et erotisk mandemagasin. Herefter nægtede jeg straks at gøre det.«

Ifølge Emma Kimilainen var det en anden tid, som især de kvindelige kørere befandt sig i dengang, og derfor er hun i dag særligt glad for, at hun sagde fra.

»I dag lyder dette krav både absurd og ukorrekt, men verden var meget anderledes for 10 år siden med hensyn til kvinders rettigheder og lighed generelt,« siger hun og tilføjer:

»I sporten dengang var der piger med lidt tøj og kvinder, der viste et sexistisk image forbundet med sexindustrien.«

Emma Kimilainen gjorde comeback i motorsport i 2014, da hun skrev under med PWR Racing Team.

Siden er hun gået hen og er blevet en stjerne i motorsporten, hvor hun i dag kører for Hitech Grand Prix.