Det kan godt være, at Christian Eriksens nedtur i Inter er ved at nå sit højdepunkt.

Men lige nu er den 28-årige dansker formentlig flyvende alligevel, for han er nemlig lige blevet far for anden gang. Denne gang til en lille pige.

Det fortæller han på sin Instagram-profil, hvor han har delt et opslag af sin lykkelige familie.

'Familie på fire,' skriver den danske landsholdsstjerne til sine mere end to millioner følgere.

Christian Eriksen og kæresten Sabrina har i forvejen sønnen Alfred, som kom til under stor mediebevågenhed i sommeren 2018.

Det var nemlig lige op til VM-slutrunden i Rusland, hvor hele Dammark fulgte ivrigt med af frygt for, at han ville misse slutrunden. Heldigvis var det ikke sådan, det gik.

Christian Eriksen og kæresten Sabrina ventede længe med at fortælle offentligheden om hendes anden graviditet.

Faktisk var det først for halvanden måned siden, 15. november, at nyheden nåede medierne. Her scorede Christian Eriksen to mål i Danmarks sejr over Island, og efter det første jublede han ved at tage bolden ind under trøjen for at 'foregive' en graviditet.

Eriksen var ikke med i Inter-truppen i kampen onsdag 23. december mod Hellas Verona, da han havde fået lov til at rejse til Danmark for at være sammen med sin højgravide kæreste.

Det viste sig at være en god idé, eftersom noget tyder på, at parrets andet barn er kommet til verden i juledagene.