Onsdagens kamp mellem Tottenham og Fulham i den engelske Premier League er aflyst.

Årsagen er et smitteudbrud hos Fulham, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Aflysningen sker blot fire timer, før opgøret, der skulle have være spillet på Tottenhams hjemmebane, var planlagt til at skulle være afviklet.

Ingen af de to klubber har i skrivende stund meldt noget ud om aftenens aflysning.

Mourinhos tropper kommer ikke i kamp onsdag på grund af corona-aflysning.
Mourinhos tropper kommer ikke i kamp onsdag på grund af corona-aflysning. MOLLY DARLINGTON

Tidligere på dagen kunne man på de sociale medier se flere Tottenham-spillere ankomme til stadion, vel vidende at opgøret var i fare for at blive aflyst.

En situation, som José Mourinho også gjorde grin med på sin Instagram-profil, hvor han har delt en video af staben i venteposition. Du kan se opslaget nederst i artiklen.

'Kamp klokken 19 … Vi ved stadig ikke, om vi må spille. Den bedste liga i verden,' skrev han i opslaget.

Flere engelske medier skrev tidligere på dagen, at den portugisiske managers opslag var en kritik rettet mod Premier Leagues beslutningstagere for ikke at reagere på smitten i London-klubben.

Det var Fulham selv, der onsdag anmodede om at få kampen udsat på grund af smitteudbruddet.

Mandag blev opgøret mellem Everton og Manchester City ligeledes aflyst på grund af coronasmitte.

Aftenens opgør skulle oprindeligt have været spillet på Tottenham Hotspur Stadium, men er nu blevet udskudt til et senere tidspunkt. Der er endnu ikke meldt en anden dato ud.

Tottenhams næste planlagte kamp er 2. januar mod Leeds, mens Fulham 3. januar skal på besøg hos Burnley.