Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at der er corona-kaos i Premier League.
Og nu kan det få store konsekvenser for den stjernespækkede liga. Faktisk fortæller den store avis The Telegraph, at klubformændene i Premier League har holdt møde om, hvorvidt man skulle tage en pause på to uger i januar på grund af covid-19.
Det sker efter de seneste dages hændelser i Premier League. Mandag blev kampen mellem Everton og Manchester City aflyst, da der var et større coronaudbrud i Manchester City.
Tirsdag kom det så frem, at Premier League med 18 positive coronatest har slået rekord for antallet af smittede på en uge.

Derfor har der altså været møde blandt klubbosserne i Premier League, og det var her, at det var op til overvejelse, om ligaen skulle tage en pause på to uger for at begrænse smitten blandt spillerne.
Og derefter kunne sæsonen så fortsætte. Det skriver The Telegraph.
Der er intet officielt meldt ud om disse overvejelser, og det er altså stadig usikkert, om de seneste dages kaos på coronafronten får flere konsekvenser.
Premier League har testet 1.479 personer i den seneste uge, og heraf var 18 altså positive for corona – det kan både være spillere og ansatte i klubberne. Den rekord har fået klubberne til at overveje de nye tiltag.