Mustapha Bundu har fået en fin start i FC København, men mandag i Lyngby så det skidt ud. Helt skidt.

Den sierraleonske offensivspiller brændte tre store chancer og så generelt ikke skarp ud, så da cheftræner Jess Thorup trådte ud fra omklædningsrummet efter 2-2-kampen, var der også kritik.

»Jeg synes bestemt ikke, det er Bundus bedste kamp, men den tager jeg med ham selv. Han skal score nogle mål, og han er ikke nok med i spillet i forhold til de kvaliteter, han har. Men det er min vurdering,« siger Jess Thorup.

Den vurdering var han ikke alene om, for da FC København kørte fra Lyngby med bare et point, var det Bundu, der stod tilbage som den dyre dreng. Og på spørgsmålet om, hvorvidt attituden var i orden hos den lejede offensivspiller, holdt Thorup igen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det ved jeg ikke, om jeg skal kommentere på. Jeg siger, at det for mig ikke er den bedste kamp, han har spillet.«

FC København mistede med det ene point et skridt i den jagt på Brøndby og FC Midtjylland, som Thorup og co. indledte i det sene efterår. Syv og seks point er der op, men cheftræneren ser alligevel de positive tendenser.

»Otte kampe, 20 ud af 24 point. Vi vidste godt, at vi ikke kommer til at hente alle de andre hold på fire kamp. Det her kommer til at vare til hen i maj. Hvis vi skal nå noget, bliver det en lang, sej kamp. Det er klart, at vi har mistet to point,« siger Thorup og fortsætter:

»Vi har fået en fantastisk start, og nu smider vi to i dag. Det giver et setback, men vi skal holde fokus på den lange bane. Det ændrer ikke ved, at vi skal på jagt.«

Den jagt står i de kommende kampe på modstandere AGF, Vejle, Brøndby og FC Midtjylland. Efter to mandagskampe i træk er det også slut for en stund, og det virker FCK-træneren tilfreds med.

»Det gør det jo heller ikke pisse nemt at spille hver mandag, når alle de andre har vundet. Vi kan jo næsten kun skuffe. Men det er det psykologiske, man som træner skal håndtere,« siger Thorup.