Du kender måske Issam Jebali fra Superligaen.
OBs farligste mand og en spiller med tekniske finurligheder i sit repertoire nu, men engang en 12-årig knægt, der fik skaffet sig selv og sin bror en plads på et akademi 250 kilometer fra hjemmet, og som senere mødte sin svenske kone på et hotel i hjemlandet Tunesien.
Issam Jebali, 29 år, Tunesien, OB
Hvordan vil du beskrive dig selv?
»En lille smule crazy, men nem at kontrollere. Min værste side er nok, at jeg vil tingene så meget, så jeg har store forventninger til mine omgivelser. Hvor jeg kommer fra, skal man præstere for at få sin løn, hvilket er helt anderledes end her. Her giver du alt, og så får du din løn. Hvor jeg kommer fra, kan du give alt, men alligevel kan de sige, at det ikke er godt nok, og så får du ikke dine penge. Du spiller for føden.«
Hvordan mødte du din kone?
»Min kone er svensk. Men jeg mødte hende, da jeg spillede i Tunesien. Hun var på ferie, og vi var på samme hotel. Så fandt jeg hende på Instagram, hvor vi holdt kontakten ved lige, og jeg inviterede hende til Tunesien. Hun kom tilbage, og så startede det der.«
Når hun er fra Sverige, hvor skal I så bo, når din karriere er slut?
»Det er et stort, stort spørgsmål lige nu, for vi ved det ikke. Mine to børn er svenske. De er født der. Jeg kan godt lide de skandinaviske lande – både Sverige og Danmark. Men jeg kan også godt lide Tunesien. Det har altid været et dejligt land, men du skal være sikker på, at du har et arbejde. Jeg har intet problem med at slå mig ned i Danmark eller Sverige. Det kommer nok an på min fodbold, og vi skal nok træffe en beslutning snart.«
Hvad savner du mest ved Tunesien?
»Min familie. Jeg siger altid til mine venner, at Tunesien er et af de bedste lande i verden, hvis du har penge. Der er dejligt vejr, alt er frisk, det ligger ved Middelhavet, hvor du kan svømme, folk er ude 24/7, du kan altid holde fester, der er altid noget at lave. Det er et godt land, men det er dyrt. Hvis du som tuneser virkelig skal nyde Tunesien, skal du have mange penge.«
Hvordan startede din fodboldkarriere?
»Da jeg var 12 år gammel, blev jeg tilbudt af en klub at komme og spille og bo på deres akademi. Jeg flyttede fra min familie, da jeg var 12 år gammel til et fodboldakademi, der var 250 kilometer fra mit hjem. Så tog klubben sig af min skole og min mad og det hele. Da jeg var 13 eller 14 år, slog det mig pludselig: 'Wow, hvad har jeg gjort med mit liv?' Jeg levede som en soldat. Som en professionel fodboldspiller. De fleste af mine venner var hjemme hos deres familie, men jeg trænede bare, fra jeg var 12 år gammel.«
Hvordan havde din familie det med det?
»Min far har aldrig spillet fodbold, og han går ikke op i fodbold. Min mor vidste heller ikke meget om fodbold, men mine onkler og andre overbeviste min far om at lade mig tage af sted. Og han blev overbevist. Min bror var også god, så min far sagde, at hvis de ville have Issam, måtte de også tage min bror. Så vi kunne hjælpe hinanden i en større by.«
Var det hårdt?
»Det var så hårdt at være væk fra min familie. Det var svært, vil jeg indrømme. Jeg var langt væk fra min mor og far. Men da jeg forstod det, kunne jeg se, at det var en god udfordring. Og jeg var nødt til at klare den. Hvis du har muligheden for at flytte til de større klubber, og du bor på akademiet, er du heldig. Så skal du klare den for at tjene flere penge og skabe en bedre fremtid for folk omkring dig.«
Hvad er det bedste, du har brugt penge på?
»Det er, når jeg giver min mor penge. Da jeg tog hjemmefra i en tidlig alder, tænkte jeg altid, at jeg en dag ville gøre mor og far stolte. Jeg er glad, og jeg giver altid penge til familien, hvis de har brug for mad, en læge, alt. Da jeg voksede op, var der ikke noget, der hed 'mine penge'. Det var familiens penge – mine, min fars og mors og mine brødres. Vi hjalp hinanden og sørger for, at alle i familien har det godt.«
Hvad laver dine forældre?
»Min far er lastbilchauffør, og min mor går hjemme. Han kører bare – uanset om det er lange eller korte distancer. Nogle aftener kom han ikke hjem, fordi han skulle køre så langt.«
»Min far har arbejdet hver dag – og nogle gange endda sovet ude om natten. Han kører lastbil, og han skulle arbejde hver dag for at få en normal løn. Vi var glade for det. Og vi fik altid gaver, når der var noget at fejre. Vi var taknemmelige for alt, hvad vi fik – om det så var et lille stykke ødelagt legetøj.«
Hvordan boede I i dit barndomshjem?
»Vi bor stadig i den samme by i det samme hus. Jeg tror, at hvis du tilbød min mor 20 millioner for at sælge sit hus, ville hun aldrig gøre det. Hun elsker det. Det er, hvad vi er. Hun og min far købte stedet, og så begyndte de at bygge det sten for sten. Det hus kommer altid til at være vores familiehjem.«
»Jeg har levet et godt liv i forhold til andre fra Afrika. Min far var ikke en, der drak meget eller ikke arbejdede. Han arbejdede hårdt for os. Alt, hvad vi havde brug for, fandt vi. Vi spurgte selvfølgelig ikke efter dumme ting eller meget legetøj. Vi kunne godt forstå situationen. Og vi havde det godt. I Afrika er der folk, der ikke engang har råd til at få mad, så vi havde det godt.«
