Du kender måske Alhaji Kamara fra Superligaen.
Topscorer i Randers nu, men engang en lille dreng i borgerkrigsramte Sierra Leone, hvor han kun spillede fodbold for vennernes skyld, ikke havde et eneste lykkeligt øjeblik og nu er taknemmelig for ikke at være endt som 99 procent af skolekammeraterne.
Her er historien om en af Superligaens ukendte stjerner.
Alhaji Kamara, 26 år, Sierra Leone, Randers FC:
Hvordan voksede du op som dreng?
»Det var et hårdt liv at vokse op som barn. Jeg har ikke et eneste øjeblik, som jeg kan nævne som et lykkeligt øjeblik. Alt var svært. Jeg var ikke et glad barn. Men jeg elsker mine forældre, for de gjorde deres bedste. De havde ikke meget at give mig, men de tog stadig ud og arbejdede for, at de kunne sætte mad på bordet. Og jeg føler mig heldig over at være her i dag.«
»Sierra Leone er et fredfyldt land nu, men dengang kan jeg huske, at mine forældre forklarede mig, hvad der foregik med borgerkrigen. Nu er der fred, og jeg elsker at tage tilbage i alle mine ferier og bruge dem der med min familie. Jeg elsker stadig mit land på trods af de problemer, jeg havde, da jeg var dreng. No place like home.«
Hvordan oplevede du borgerkrigen i Sierra Leone?
»Jeg kan ikke huske noget. Jeg ved bare, at mine forældre flygtede fra, hvor vi boede – og flyttede hjem til mine bedsteforældre i en anden by. Det er det eneste, jeg kan huske. Men jeg oplevede ikke noget af det, der skete i mit land. Jeg var ikke i den by, hvor de fleste optøjer var.«
Ville dine forældre hellere have, at du studerede end spillede fodbold?
»Ja, eller de startede med at støtte mig, da min skole begyndte at betale studieafgiften. Så de var sådan: 'Okay, nu betaler vi ikke for, at du skal gå i skole, det betaler skolen selv'. Der var det en nem beslutning for dem at sige, at nu kunne de godt støtte mig i at spille fodbold, haha.«
»Men det var ikke noget, som mine forældre ville have mig til, da jeg var 10 eller 11 år gammel. De ville bare have mig til at gå i skole eller hjælpe min mor med at sælge ting – for eksempel ris eller palmeolie. 'Local business', som jeg hjalp med, da jeg var ung.«
Du hjalp din mor med at sælge ris som barn – hvad laver dine forældre til daglig?
»Min far var taxachauffør, og min mor havde 'local business', hvor vi solgte palmeolie, ris opmålt i en kop, vaskemiddel – vi havde en lokaltproduceret sæbe. Jeg skulle være i skole klokken 8.30, men jeg stod op klokken 6 for at gå rundt og sælge sæbe. Det gjorde jeg i en time eller to og havde så måske 20 minutter til at gøre mig klar derhjemme ved lige at kaste lidt vand i hovedet.«
»Så løb jeg i skole, og hvis jeg kom for sent, piskede læreren mig i røven. Det var meget hårdt. Men det var den eneste måde, min mor kunne tjene penge på, så vi kunne overleve og få noget at spise. Det er meget normalt i Afrika, at unge børn i alderen 9-10-11-12 år har små job.«
Hvordan foregår det arbejde?
»Du går fra hus til hus i dit nabolag, og så sælger du måske kerosin (petroleum), og så skal du råbe: 'Kerosene! Kerosene!'. Haha. Så hvis nogle vil have petroleum til at putte i deres lamper, så kan de kalde tilbage og sige: 'Kom herover, jeg vil gerne have en pint eller to pint'. Det var det samme, når jeg skulle sælge ris eller måske sæbe. Det var en underlig oplevelse.«
Hvad ville du have lavet, hvis du ikke var blevet fodboldspiller?
»Oh, man, actually! Haha. Jeg kommer fra en meget, meget fattig baggrund i Afrika – og specielt i Sierra Leone. Helt ærligt så ved jeg ikke, hvad jeg kunne være blevet til. Men når jeg kigger på nogle af de gutter, som jeg gik i skole med, er der ikke noget liv for dem. Intet job – ingenting. Jeg kunne have været en af de fyre, der bare er derude på gaden og laver ingenting eller måske laver forefaldende arbejde.«
»Og når jeg siger forefaldende arbejde, kan det ikke sammenlignes med, hvad man kan få her i Danmark, hvor du kan gøre rent eller sådan. I mit land er forefaldende arbejde sådan noget, som du nærmest ingenting kan tjene på. Jeg kan helt ærligt ikke forestille mig, hvordan mit liv ville have været. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kunne spille fodbold.«
Har mange af dine barndomsvenner ikke noget at tage sig til?
»Der er nogle få, som endte på universitet, og jeg har en tæt ven, der arbejder i en bank. Men 99 procent af dem, jeg gik i skole med, har ikke noget arbejde. Så jeg kan ikke forestille mig, om jeg havde været heldig, hvis jeg var fortsat med min uddannelse.«
Hvilken oplevelse ændrede dit liv?
»Da jeg fik muligheden for at skrive under med FC Kallon (fodboldklub i Sierra Leone, red.), var det et stort gennembrud oppe i mit hoved. Jeg sagde til mig selv, at jeg kunne bruge det her til at undslippe mine lidelser, og jeg kunne hjælpe min familie. Det ændrede mit liv og den måde, jeg tænker på. Nu kunne jeg bruge fodbolden som karriere, og jeg ville give alt. Det var et vendepunkt for mig.«
