Hvordan endte en 15-årig knægt født i Kuwait af syriske forældre i FC København med et prisskilt allerede på den fremtidssikrende side af 75 millioner kroner?

Fortællingen om Roony Bardghji, Superligaens mest ventede talent, hører til blandt fodboldens mere fascinerende. Og blandt ingredienserne i den historie finder vi en revanchetørstig Ståle Solbakken, en vedholdende Johan Lange, utrolige solomål og masser af hype.

Roony Bardghji er opvokset i Sverige, hvor han kom til som seks-syv-årig, og mandag 15. november fylder han de afgørende 16 år, som betyder, at han glider forbi minimumsalderen for, hvornår han må få sine første minutter i Superligaen.

Og mens FC København med bestyrelsesmedlem William Kvist, talentchef Sune Smith-Nielsen og Superliga-cheftræner Jess Thorup allerede har kippet med flaget for den unge knægt, holder baglandet en anelse mere igen.

Foto: FCK.dk
Vis mere

De første optagelser af en egenproduceret FCK-dokumentar om 15-årige Roony Bardghji er ellers allerede filmet, men om det er årsagen til barrieren omkring vidunderdrengen i disse dage, kan man kun gisne om.

Historien er dog spændende: om en knægt, der har været eftertragtet, siden han spillede fodbold med to år ældre drenge som otteårig i Kallinge SK i det sydøstlige Sverige, til han skiftede til den lidt større lokale klub Rödeby og fik en prøvetræning med Tottenham for derefter at blive lokket 180 kilometer vestpå med familien for at spille fast i Malmö FF.

Der var han 13 år gammel og skulle ikke bruge lang tid på at score sit første mål på svenskernes bedste U17-hold.

I FC København blev Roony Bardghji i sommeren 2020 hentet på direkte ordre fra den daværende manager, Ståle Solbakken, som på det tidspunkt sammen med teknisk direktør Johan Lange havde kastet sig fuldblods ind i den helt unge talentjagt med to af Nordens største talenter på sigtekornet.

Foto: Erdem Sahin
Vis mere

»Vi jagtede Roony Bardghji og Andreas Schjelderup samtidig, men Schjelderup valgte FC Nordsjælland. Og der sagde jeg til Johan Lange, at vi ikke måtte misse nummer to. Vi havde været i dialog med hans familie længe, og vi kæmpede med andre klubber, så jeg bad Johan Lange om at tage en tur mere i bilen til Malmø: 'Og så lukker du den',« siger Ståle Solbakken.

Malmö FF var ikke specielt tilfredse med at skulle sige farvel til årgangens største svenske talent efter bare halvandet år. Farvel til et potentielt supersalg med millionregn over klubben.

Svenskerne var mere end ærgerlige, da han skiftede til FCK, men det kunne ifølge B.T.s oplysninger lige så godt have været engelske Chelsea eller hollandske Feyenoord, der var lykkedes med missionen.

Ifølge Bardghjis bagland kunne Malmö FFs plan ikke hamle op med FC Københavns – og de mente, at Danmark var og er kendt for bedre talentudvikling end Sverige.

Og efter flere møder mellem en vedholdende Johan Lange og Roony Bardghjis familie blev beslutningen truffet til FC Københavns fordel.

Dermed skiftede Roony Bardghji igen klub, og de første måneder som 14-årig i København var med far Samir som personlig chauffør, når der skulle køres til og fra træning fra familiens hjem i Øresundsbroens svenske hjemby Limhamn.

Selvom hjemmebanen blev dansk, har talentet stadig ikke kunnet holdes nede hos den driblestærke og YouTube-venlige offensivspiller med det Arjen Robben'ske venstreben.

Statistikker fortæller den faktuelle del af historien, som udpensles i Roony Bardghjis videohøjdepunkter på nettet.

I sine ti første kampe på FC Københavns U17-hold scorede han 15 mål og lagde op til yderligere seks. Og blandt dem var fire helt sublime mål, som FC København også delte på klubbens sociale medier, mod talentrivalerne fra FC Midtjylland, kort inden Bardghji overhovedet var fyldt 15 år.

Siden har han igen skullet spille med og mod tre år ældre spillere på FC Københavns U19-hold, og i denne sæson har han i ni kampe noteret sig for fire mål, skarpe dødbolde og ankelbrækkende driblinger.

Og det har teenagekometen gjort i så høj grad, at han ofte træner med Superliga-holdet, og at FCK-talentchef Sune Smith-Nielsen til Discovery-programmet 'Købmændenes Klub' mente, at 'Roony har alle færdigheder til at gå ind og spille Superliga-fodbold'.

Det må han ifølge Superliga-reglerne, når landsholdsterminen er overstået, og FC København møder AGF 21. november i Parken. Sker det, har Roony Bardghji nået et af sine delmål med fodbolden.

»Målet er at spille på A-holdet så hurtigt som muligt og udvikles mere og mere,« sagde den 15-årige Roony Bardghji til det svenske fodboldforbunds hjemmeside i december sidste år og afslørede sin helt store drøm:

»Jeg vil blive den bedste spiller i verden. Det er mit mål. At spille ude i Europa og i de største turneringer.«

Måske Roony Bardghji tager det første skridt i den retning med en Superliga-debut inden længe.

Andre læser også