FC Midtjylland kunne mandag aften tage et vigtigt skridt i toppen af Superligaen med en sejr over Vejle, men til allersidst gik det galt.

Bundproppen fik udlignet, og det skabte voldsom frustration hos flere af de midtjyske stjerner. Efter kampen nægtede to af dem så at stille op til interviews.

Anfører Erik Sviatchenko og profilen Henrik Dalsgaard var således ikke tilgængelig for pressen, der ellers plejer at kunne få kommentarer fra de to markante FCM-profiler. I stedet sendte klubben 20-årige Gustav Isaksen ud for at svare på spørgsmål.

Og den holder ikke.

Det mener den tidligere Superliga-spiller og nuværende ekspert på TV3 Sport Kenneth Emil Petersen.

»Dels overrasker det mig, og det skuffer mig måske også en lille smule. Jeg synes, det er lidt plat og lidt barnligt. Jeg forstår godt den her frustration, når man indkasserer så sent et mål i så vigtig en kamp, som det her var,« siger han i studiet efter kampen.

»Men det er en del af det, at man bagefter går ud og giver et interview, og når det er Dalsgaard og Sviatchenko, som også gerne selv vil slå sig op som den store leder og hjertet på holdet, så må man også stille op, når man er allermest frustreret.«

Han bliver bakket op af Ken Ilsø, der heller ikke giver meget for spillernes håndtering af den sene udligning, som han kalder for »dårlig stil«.

FC Midtjyllands Erik Sviatchenko ville ikke tale med pressen efter mandagens skuffelse.
FC Midtjyllands Erik Sviatchenko ville ikke tale med pressen efter mandagens skuffelse. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

B.T. har tirsdag været i kontakt med FC Midtjyllands kommunikationsansvarlige, Mads Hviid Jakobsen, der indrømmer, at der blev begået fejl efter mandagens opgør.

»Det er ikke mit indtryk, at de nægtede at stille op. Som udgangspunkt er vi en åben klub, der stiller op, uanset om vi vinder eller taber. Særligt Erik (Sviatchenko, red.) taler ofte med pressen, og det gjorde han også senest, da vi tabte til Brøndby,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Man kan så sige, at der blev begået nogle praktiske fejl i forhold til kommunikationen efter kampen mellem os og Nent, og vi har derfor også talt med dem i dag, så vi fremadrettet sikrer os, at det bliver håndteret optimalt.«

Mads Hviid Jakobsen oplyser videre, at klubben ingen betænkeligheder har ved at sende unge Gustav Isaksen ud til den skrevne presse i stedet for nogle af deres mere erfarne spillere.

»Jeg hæfter mig ved, at Isaksen står noteret for 69 førsteholdskampe og er fast mand hos os og det danske U21-landshold. Han er vant til at tale med pressen – både rettighedshavere og de skrevne medier i Danmark og i Europa i forbindelse med kampe i UEFA-regi.«

Både Jonas Lössl og cheftræner Bo Henriksen var dog på skærmen hos TV3 Sport og stillede op efter skuffelsen.

Opgøret mellem FC Midtjylland og Vejle endte 1-1 efter en sen udligning af Luka Djordjevic.

Dermed missede Bo Henriksens mandskab muligheden for at sikre sig et forspring på fire point ned til FC København på andenpladsen.

I stedet er der nu kun to point mellem Superligaens nummer ét og to. På tredjepladsen overvintrer Brøndby med fem point op til midtjyderne.