Mens Divisionforeningen kæmper en daglig kamp for at finde det helt rigtige startskud til en genoptagelse af Superligaen, sidder spillerne tilbage og er bekymrede for deres ve og vel.

Ifølge B.T.s oplysninger er anførergrupperne derfor på truppernes vegne i løbende dialog med hinanden samt Spillerforeningen og har stillet en række ønsker op, som Spillerforeningen dagligt vender med Divisionsforeningen i forhold til en kommende genstart af denne Superliga-sæson.

Hvis Spillerforeningen lykkes med at få ønskerne opfyldt, kan det få stor betydning for, hvornår Superligaen kommer i gang igen.

Et stort ønske er, at der er minimum tre ugers træningsopstart inden første kamp, men også at der er minimum fire dage mellem kampene. Spillerne ønsker heller ikke at spille med masker, som et initiativ lyder i Tyskland. Derudover ønskes, at der udføres tests for coronavirus op til hver kamp.

Spillerne afventer i øjeblikket, hvornår de skal i kamp igen.
Spillerne afventer i øjeblikket, hvornår de skal i kamp igen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det er blot nogle af de mange ønsker, mange af spillerne håber at få opfyldt, før de skal løbe på banen igen.

Spillernes bekymring er blandt andet opstået, efter de kan læse flere ledere i dansk topfodbold ytre sig om en hurtig tilbagevende til banerne.

En uge var således vurderingen fra Silkeborgs cheftræner, Kent Nielsen, på Midtjyllands Avis' spørgsmål om, hvornår hans spillere kunne være klar til at spille Superliga-fodbold igen. Hos Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, lød svaret 10-14 dage, da bold.dk hørte ham ad.

Senest afslog Spillerforeningens chef for rådgivning, Thomas Lindrup, at man kunne spille hver anden dag, sådan som Claus Thomsen ellers proklamerede. Siden er spillernes bekymringer blot vokset, som tiden er gået, og dagene til at få afkviklet Superliga-sæsonen bliver færre og færre.

Divisionsforeningen satser på slut maj i forhold til en genoptagelse af denne Superliga-sæson.
Divisionsforeningen satser på slut maj i forhold til en genoptagelse af denne Superliga-sæson. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Samtidig er man imidlertid klar over, at det ikke kan lade sig gøre at få det hele opfyldt, og eksempelvis er det ikke i nogens interesse, at de resterende 12 spillerunder bliver afviklet efter juli. Derfor er spillerne klar over, at nogle ønsker er mere vigtige end andre på det, der bliver kaldt 'kompromissernes holdeplads'.

Særligt den tredje træningsuge kalder kilder i fodboldmiljøet væsentlig, mens man godt kan 'leve med', at der skal spilles hver tredje dag, hvis det nu ikke kan lade sig gøre med den ekstra hviledag. B.T. har forsøgt at få Spillerforeningen i tale til et interview vedrørende disse ønsker, men har fået denne meddelelse fra pressechef Martin Dons.

»Vi er løbende i tæt dialog med vores medlemmer og med Divisionsforeningen, men det er snakke, vi holder internt.«

Tilbage står, at der skal altså arbejdes på højtryk for at få godkendelser med videre på plads og meldt en ny opstart ud. Dermed er der kun godt en uges tid tilbage, hvis såvel Divisionsforeningens udmelding om start i slut maj og spillernes ønske om tre ugers optræning skal kunne lade sig gøre.