Hvornår starter Superligaen igen?

Det er lige nu et af de sværeste spørgsmål at finde svar på. Spørger man chefen selv, kunne det på papiret gøres i morgen. Ingen nuværende corona-forbud står i vejen, mener Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.

Men ifølge B.T.s oplysninger er det netop frygten for en efterfølgende og mere specifik afvisning af Superligaen, der gør, at Divisionsforeningen ønsker sine nu færdiglavede, men også justeringsparate protokoller til gennemsyn hos myndighederne, inden man igen starter op.

Det er frygten for at ende i samme situation, som de zoologisk haver gjorde, hvor der blev gjort klar til genåbning 1. maj, inden erhvervs- og justitsministeren pludselig satte en stopper for det hele.

Claus Thomsen.
Claus Thomsen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Et sådan tilbageslag ville være et virkelig stort problem for Superligaen, der også arbejder under tidspres for at få sæsonen spillet færdig, inden en ny skal i gang.

Claus Thomsen selv fortæller, at man ikke regner med et decideret grønt lys for Superligaens corona-retningslinjer.

»Jeg tror næppe, at man får en godkendelse af sundhedsmyndighederne, fordi så er der en eller anden form for ansvarspådragelse. Så det tror jeg ikke, at man skal forvente. Men man kan måske få en tilkendegivelse af, at man ikke finder, at det er uforsvarligt,« siger Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen, og fortæller videre:

»Vi gør klar til at spille sidst i maj. Vi er nu klar med de protokoller, der skal til, for at vi kontrollerer alle omkringliggende omstændigheder, som gør, at det er forsvarligt at have fuld holdtræning først og så have kamp uden tilskuere i udgangspunktet bagefter,« siger Claus Thomsen.

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Og det gule lys for professionel fodbold håber man at få inden længe, for nu er der protokoller på plads. De er klar internt, men de vil først blive offentliggjort, når de er klar til også at blive sat i brug.

Men det handler blandt andet om, at spillerne klæder om hjemmefra, ikke benytter omklædningsrummene og ikke spiser sammen.

Mange nye retningslinjer er skrevet ned, og der er også skabt et værktøj til, at man meget systematisk kan vurdere, om spillerne har symptomer på coronavirus eller ej.

»Der er ikke nogen påbud, der forhindrer, at vi spiller. Vi har så det specielle forhold, at nogle af vores ansatte skal have kontakt, for at vi kan gøre det. Der har vi med protokollerne skabt nogle rammer og omstændigheder for, at det foregår fuldt forsvarligt,« siger Claus Thomsen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Når det er et arbejde og en arbejdsplads, hvorfor træner Superliga-holdene så ikke allerede nu som normalt?

»Det er, fordi vi gerne vil have en rigtig god fornemmelse fra sundhedsmyndighederne for, at vi opererer fuldt forsvarligt inden for alle retningslinjer. Det mangler vi at høre omkring.«

»Vi vil gerne være forholdsvis sikre på, at sundhedsmyndighederne ikke har en opfattelse af, at det, vi gør, er forkert.«

Superligaen vil altså helt enkelt sagt gå i gang, hvis der bare ikke bliver rødt lys fra myndighederne, fordi protokollerne ikke er omfattende nok. En egentlig godkendelse regner Superligaen i hvert fald ikke med.

Hvor realistisk er det, at den her sæson spilles færdig?

»Det mener jeg bestemt, at vi kommer til at gøre. Men vi skal gerne snart i gang. Også fordi vi har et indløb, hvor der skal være træning først, så trupperne er klar til at spille kamp. Så vi skal til at i gang.«

Presser I på for at få Superligaen i gang?

»Vi har dialog med mange, men det er også vores ønske at opføre os forsvarligt sundhedsmæssigt for Danmark og for os selv,« slutter Claus Thomsen.