Det er uforsvarligt at spille kampe hver anden dag for at få Superligaen færdigspillet, mener spillerne.
Det er endnu uvist, om eller hvornår den igangværende superligasæson kan blive færdigspillet. Divisionsforeningen arbejder med forskellige scenarier, men uvisheden om coronakrisens længde skaber stor usikkerhed.
Der er blevet snakket om, at kampprogrammet kan blive så komprimeret, at holdene skal i aktion hver anden dag for at få færdigspillet sæsonen inden næste sæsons start.
Men det bør man ikke gøre, siger Thomas Lindrup, formand for Spillerforeningen, til TV3 Sport.
- Hvis man tager udgangspunkt i Superligaen, hvor der er 12 kampe tilbage, så kan man klare det på 25 dage, hvis man spiller hver anden dag, lyder det fra Lindrup.
- Men det vil være fysisk uforsvarligt over for spillerne at sætte dem ind i sådan et program i forhold til skader og alt muligt andet.
Han gør det klart, at spillernes holdning er, at et så komprimeret program ikke bør gennemføres, men at de også er klar over, at der er tale om en ekstraordinær situation.
- Spillerne ved også godt, at der skal indgås nogle kompromisser for at komme i mål og hen over denne coronatid. Og så kan det godt være, at der skal spilles hver tredje eller fjerde dag, siger Thomas Lindrup.
Der resterer to runder af grundspillet i 3F Superligaen og ti kampe i mesterskabsspillet, hvor guld, sølv og bronze endeligt skal placeres.
Derudover skal nedrykningsspillet afgøres sideløbende.
/ritzau/