804.000 følgere. Så mange har Kasper Schmeichel på Instagram. Men det er 'ingenting' sammenlignet med en af Superligaens spillere.

Han hedder Saeid Ezatolahi og spiller til daglig for oprykkerne fra Vejle. Det er dog ikke danskerne, der på rekordtid har taget ham til sig. Det er i stedet i hjemlandet Iran, at størstedelen af følgerne skal findes. Det skriver DR Sporten.

»Der er mange mennesker i mit land, der følger med i fodbold. Så jeg er ikke den eneste, der har en masse følgere. Vi har en del spillere på landsholdet, der har mange følgere, fordi iranerne elsker fodbold og støtter os,« fortæller den 24-årige fodboldspiller, der var med under VM i 2018.

Her var Iran tæt på at slå Portugal ud, og samtidig var slutrunden også med til at skaffe de iranske landsholdsspillere en masse følgere på Instagram.

Saeid Ezatolahi (tv.) i aktion over for Cristiano Ronaldo ved VM i 2018.
Saeid Ezatolahi (tv.) i aktion over for Cristiano Ronaldo ved VM i 2018. Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

Det samme skete for islandske Rurik Gislason, der inden Islands første kamp havde 30.000 følgere. Da slutrunden var et overstået kapitel, havde han passeret en million.

Det var primært sydamerikanske kvinder, der under slutrunden fik øjnene op for den velskårede skandinav.

Rurik Gislasons popularitet efter VM-slutrunden var så ekstrem, at han tjente flere penge på at lægge billeder op på Instagram, end han gjorde på at spille for Sandhausen i den tyske 2. Bundesliga.

Saeid Ezatolahi er med sine 1,3 millioner følgere tæt på en af Danmarks største stjerner, Caroline Wozniacki. Hun har nemlig 1,4 millioner følgere. Både hun og Saied Ezatolahi har dog et stykke op til en anden dansk sportsstjerne, nemlig Christian Eriksen.

Midtbanekrigeren fra det danske landshold har nemlig rundet to millioner følgere på det sociale medie.

Set fra et dansk perspektiv er den mest populære modellen Josephine Skriver, som har hele 6,2 millioner følgere på Instagram.

Der er dog langt op til den mest fulgte i verden – ud over Instagrams egen profil med 367 millioner følgere er det fodboldstjernen Cristiano Ronaldo, der har flest.

Han har nemlig 238 millioner, der følger med, og efter ham kommer sangerinden Ariana Grande med 203 millioner følgere.