Ifølge den norske avis Romerikes Blad er en tidligere idrætsprofil blevet tiltalt for vold og voldtægt mod sin eks-kone.

Idrætsprofilens identitet er ikke nærmere beskrevet, men hans forsvarer, Dag Svensson, har forholdt sig til sagen.

»Han erkender ikke straffeskyld,« siger han og tilføjer:

»Det er et chok for ham at blive tiltalt, det er helt forfærdeligt.«

Detaljerne om de nærmere omstændigheder er i skrivende stund sparsomme.

Dagbladet har været i kontakt med eks-konens advokat, Annette Rygg.

»Det er en alvorlig tiltale, og hun har haft det rigtig hårdt. Udover det ønsker jeg ikke at sige noget på nuværende tidspunkt,« siger Rygg og fortæller, at sagen kommer for retten efter nytår.

Ifølge Romerikes Blad er den tiltalte en mand i 40'erne og har altså en fortid som idrætsprofil. I hvilken sport er det dog heller ikke beskrevet.

Han kommer dog fra området Romerike i den nordøstlige del af den norske hovedstad Oslo.