Det er første gang, hun selv er med på landsholdet. Men det efternavn, hun bærer rundt på, er yderst velkendt i det danske land.

»Jeg føler helt bestemt, det er min tur til at bære Toft-arven videre, og jeg er klar til det.«

Sådan siger Majbritt Toft Hansen til DR Sporten. Og du har nok allerede gættet, hvem hun er i familie med. Hun har nemlig to storebrødre – Henrik og René – som har mange kampe på bagen i landsholdsregi.

Nu er det dog lillesøsters tur til at indtage den helt store scene, og hun ser frem til både det, men også til at have sine brødre med på sidelinjen.

»Jeg plejede altid at stå og heppe på Henrik og René, så det bliver dejligt, at det nu er deres tur til at heppe på mig. Det ser jeg virkelig frem til, og jeg føler mig klar til opgaven, selv om det er en tung byrde, for de har jo gjort det rigtig godt,« siger Majbritt Toft Hansen til DR om brødrene, der blandt andet har vundet guld ved både OL og VM med det danske landshold.

Majbritt Toft Hansen spiller til daglig for Viborg HK, og hun fortæller i interviewet, at hun altid har set op til sine to brødre, der i dag er henholdsvis 35 og 33 år. Noget, der betyder, at der ikke er vanvittig mange år tilbage på landsholdet.

I stedet håber 27-årige Majbritt Toft Hansen, at hun kan tage over. Og så forklarer hun den sene førstegangsudtagelse med, at hun først er blevet god i en sen alder.

Den 27-årige Toft Hansen var med lørdag aften, da Danmark slog Montenegro med hele 36-23.

Her blev det til to mål fra stregspilleren, der er kaldt ind i stedet for Sarah Iversen og Stine Bodholdt, der begge er gravide og dermed ikke kan træne for og spille med landsholdet lige nu.

Om hun kommer med i Jesper Jensens trup til årets EM i Danmark og Norge, vil tiden så vise.