Korruptionsanklager, politiske skandalesager og afsløret i Panama Papers.

Onsdag blev det offentliggjort, at FC Nordsjælland er kommet på egyptiske milliardærhænder, efter Mansour Group med rigmanden Mohamed Mansour i spidsen har købt aktiemajoriteten i Superliga-klubben.

Og på overfladen er der nok at være imponeret af.

72-årige Mohamed Mansour er Egyptens næstrigeste mand og var i 2020 – ifølge Forbes – god for cirka 20,2 milliarder kroner. Det gør ham til Afrikas syvenderigeste person og giver en plads som nummer 590 på mediets liste over de rigeste mennesker i verden.

FC Nordsjællands nye ejer Mohamed Mansour.
FC Nordsjællands nye ejer Mohamed Mansour. Foto: Bloomberg/Getty Images
Vis mere

Mansour-familien er samtidig den mest velhavende familie i pyramidelandet, og hans to brødre, Yasseen og Youssef, har en formue, der vurderes til at være på henholdsvis 13,5 og 11,6 milliarder kroner.

Cv'et bliver ikke mindre imponerende af, at Mohamed Mansour fra 2006 til 2009 var Egyptens transportminister under diktatoren Hosni Mubaraks regime.

Men på trods af de mange flotte titler, de succesfulde forretninger og de mange milliarder på bankkontoen har egypteren også en række kritisable sager og anklager bag sig.

Vi skal således kun et lille år tilbage for at finde sidste gang, egypteren var i uføre.

Foto: Screenshot/opendemocracy.net
Vis mere

Her skrev mediet openDemocracy historien om, hvordan den britiske regering havde lånt firmaet Unatrac cirka 12,6 millioner kroner i forbindelse med en særlig eksportaftale. Det skete, mindre end seks dage efter at virksomheden havde doneret lige over en million kroner til det konservative parti i Storbritannien. Navnet på ejeren af Unatrac er... Mohamed Mansour.

Afsløringen fik efterfølgende den britiske liberale parlamentsmedlem Layla Moran til at kræve en officiel undersøgelse af sagen.

Kort tid efter medvirkede Mohamed Mansour selv i en BBC-podcast, hvor han kaldte beskyldningerne for ‘nonsens’ og forklarede, at donationen blev givet efter og ikke før lånet til Unatrac blev offentliggjort. Sagen har heller ikke sidenhen givet anledning til repressalier eller andet overfor Mansour.

Men det er ikke første gang, at en 'korruptionsskygge' bliver kastet på milliardæren, der gennem investeringsselskabet Man Sports Limited nu har overtaget FC Nordsjælland og investeret cirka 744 millioner danske kroner i klubben.

Foto: Screenshot/hebureauinvestigates.com
Vis mere

I 2011 stod han og en lang række andre af diktator Hosni Mubaraks tidligere medarbejdere nemlig over for korruptionsanklager.

Det britiske medie The Bureau of Investigative Journalism kunne dengang fortælle, hvordan den store britiske multinationale bank HSBC blandt andet skulle have sikret milliarder af kroner til flere egyptiske virksomheder, der er styret af politikerne.

Blandt dem var et af Egyptens 'mest kontroversielle virksomheder', som mediet formulerer det, Palm Hills Developments.

Et firma, som Mohamed Mansour og hans fætter, den tidligere egyptiske boligminister Ahmed el-Maghrabi er aktionærer i. Det er samtidig Mohamed Mansours bror Yasseen, der er bestyrelsesformand i ejendomsselskabet.

Mohamed Mansours fætter og den tidligere boligminister, Ahmed el-Maghrabi, ankommer her til retten i Kario forud for en retssag om spild af offentlige midler.
Mohamed Mansours fætter og den tidligere boligminister, Ahmed el-Maghrabi, ankommer her til retten i Kario forud for en retssag om spild af offentlige midler. Foto: STRINGER/EGYPT
Vis mere

Yasseen Mansour blev i den forbindelse sigtet for korruption og var i den forbindelse også efterlyst af Interpol for svindel. Anklagerne blev dog droppet.

Brødrenes fætter Ahmed el-Maghrabi slap til gengæld ikke så let, og den tidligere boligminister endte med at sidde i fængsel i flere år.

Skatteunddragelse og Mohamed Mansour er også blevet kædet sammen, efter han i 2016 sammen med en lang række politikere, fodboldstjerner og personligheder verden over blev nævnt i Panama Papers, hvor i alt 11,5 millioner dokumenter blev lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca.

Blandt andre Daily News Egypt skrev dengang, hvordan Mohamed Mansour og en række andre store egyptiske erhvervsfolk har brugt skattely til at skjule deres enorme formuer.

Jan Laursen går fra en stiling fra sportsdirektør til nu at være bestyrelsesformand i FC Nordsjælland.
Jan Laursen går fra en stiling fra sportsdirektør til nu at være bestyrelsesformand i FC Nordsjælland. Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

Spekulationerne om skattely blev derfor også bragt op på FC Nordsjællands pressemøde onsdag. Investeringsselskabet Man Sports Limited, der nu har købt sig ind i den nordsjællandske klub, har nemlig base på Caymanøerne, der længe har været kendt som et skattely.

Men det bekymrer ikke den nyudnævnte bestyrelsesformand i FCN, Jan Laursen.

»Jeg kan og kommer ikke til at gå ind i de ting der. Det har jeg ikke været en del af, men jeg har fuld tillid til de folk, som er både her i lokalet, og dem, der kommer til at træde ind ad vores dør. Jeg har ingen uro i maven,« sagde han blandt andet.

Går vi helt tilbage til Mohamed Mansours tid som transportminister, var den præget af flere skandaler, der i sidste ende endte med at koste Mansour sit politiske liv.

Egypten blev i 2006 og 2008 ramt af to alvorlige togulykker, hvor henholdsvis 58 og 44 mennesker mistede livet. Der var derfor i Mansours ministerperiode også voldsom kritik af togsikkerheden i landet.

I 2009 faldt hammeren så, da endnu en togulykke fandt sted, og 18 mennesker døde. Det fik den egyptiske milliardær til at gå af.

»Præsident Hosni Mubarak har accepteret transportminister Mohamed Mansours fratrædelse, da han bærer ansvar for ulykken,« lød det dengang ifølge Reuters.

B.T. har spurgt den nu tidligere hovedaktionær og nuværende medejer Tom Vernon ind til Mohamed Mansour og den nye ejers mange kontroversielle sager.

Engelske Tom Vernon har været hovedaktioner og bestyrelsesformand i FC Nordsjælland de sidste fem år, men med salget har han nu titlen medejer.
Engelske Tom Vernon har været hovedaktioner og bestyrelsesformand i FC Nordsjælland de sidste fem år, men med salget har han nu titlen medejer. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I FC Nordsjælland bryster man sig altid af gode værdier, høj moral og samfundsansvar. Hvordan hænger det sammen med de nye ejeres profil?

»Vi har i Right to Dream haft et samarbejde med Mansour-familien siden 2013, da de hjalp os første gang med opførelsen af vores akademi i Ghana.«

»Over årene har vi opbygget et stærkt partnerskab baseret på tillid og respekt og med fælles værdier som drivkraft. De værdier er ikke kun grundstenen i Right to Dream og FCN, de er også fundamentet for vores fælles fremtid og ambitioner med Mansour-familien,« siger han.

Mansour Group opererer i hele verden og har over 60.000 ansatte fordelt på mere end 100 lande. I 2019 havde virksomheden en global omsætning på 45 milliarder kroner.