Superliga-klubben FC Nordsjælland er blevet købt af selskabet Mansour Group.

Fredag kunne B.T. fortælle, at FC Nordsjælland var tæt på at blive solgt endnu en gang, og onsdag blev det så officielt, at klubben er kommet på egyptiske milliardærhænder.

Det oplyser klubben på et virtuelt pressemøde.

Salget betyder samtidig også ændringer i ledelsen, hvor Jan Laursen stopper som sportschef. I stedet bliver han bestyrelsesformand i klubben og overtager dermed Tom Vernons stilling. Sidstnævnte fortsætter dog som medejer af klubben.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I stedet bliver det Mikkel Hemmersam, der vil overtage de sportslige opgaver for den nu afgående sportschef. Trine Hesselund Hopp Møller bliver samtidig ansvarlig for den kommercielle del.

Bag Mansour Group står den egyptiske milliardærfamilie Mansour, hvor de tre brødre Mohamed, Youssef og Yasseen står som ejere af selskabet, der i forvejen støtter op om FCNs akademi i Ghana.

Mansour Group er det næststørste selskab i Egypten målt på nettoomsætning, og ifølge Forbes er Mohamed Mansour, der er tidligere transportminister i Egypten, lige nu Afrikas syvenderigeste person.

Mohamed Mansour fortæller i en pressemeddelelse, at han er jublende lykkelig over at kunne investere i FC Nordsjælland.

»Jeg kunne ikke være mere stolt af at investere i og blive partner med Tom Vernon og hans hold i Right to Dream-organisationen. De er en inspiration for os med det livsændrende arbejde, de længe har udført med talentfulde drenge og piger i Afrika, Europa og i USA,« siger han blandt andet.

Selskabet tilfører den danske klub omkring 100 millioner euro, der svarer til cirka 744 millioner danske kroner, fordelt over adskillige år til forbedringer i klubben i Danmark såvel som i Ghana og i Egypten.

Købet kommer dog ikke til at betyde kæmpe forandringer i den nordsjællandske klub.

Planen er nemlig, at FC Nordsjælland fortsætter i samme spor som hidtil, hvor talentudvikling vil være i højsædet.

Der vil derfor heller ikke blive tale om nogle større ændringer i strategien, men derimod vil der blive skruet op for det meste – ambitioner og økonomi.

Det er kun lidt mere end fem år siden, at den tidligere Manchester United-scout Tom Vernon sammen med en udenlandsk investorgruppe købte FC Nordsjælland.