Hvornår stopper det?

Sådan må den danske landsholdsspiller Emil Jakobsen sidde og tænke lige nu.

For fløjspillerens seneste corona-test viste 'svagt positiv', hvilket betyder, at han er blevet testet på ny.

Hvis den test giver et negativt resultat, er han dog spilleberettiget ved VM, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF).

22-årige Emil Jakobsen er fortsat i isolation.
22-årige Emil Jakobsen er fortsat i isolation. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Emil Jakobsen må derfor væbne sig med yderligere tålmodighed i corona-isolationen på et andet hotel end dér, hvor holdkammeraterne opholder sig under håndbold-VM i Egypten.

DHF skriver på videre på Twitter, at samtlige spillere og ledere, der er en del af den danske VM-boble i Egypten, er testet negativ for coronavirus.

Hele forløbet omkring den danske venstrefløjs corona-smitte har udviklet sig til noget af en bizar affære de seneste dage, hvor Magnus Bramming blandt andet er blevet indkaldt som erstatning for GOG-spilleren.

Lørdag viste danskerens test nemlig et negativt svar, og derfor mente DHF og Det Internationale Håndboldforbund, at det negative svar fra tirsdagens PCR-test ville betyde, at danskeren kunne træde ind i VM-boblen og tilslutte sig den danske trup.

De egyptiske myndigheder var dog ikke helt enige i de regler, da de krævede yderligere 48 timers isolation på et andet hotel end resten af truppens.

Derfor har Emil Jakobsen da heller ikke været i spil i Danmarks tre første kampe ved VM – endnu.