En egyptisk forretningsmand, en amerikansk storinvestor og et par kendte danske rigmænd.

Det er blot nogle af de talrige milliardærer, der i de seneste år har fundet deres helt egen lille legeplads i Superligaen.

Senest kunne FC Nordsjælland præsentere den stenrige egypter Mohamed Mansour som ny ejer. Mangemilliardæren er blot den seneste skikkelse i en efterhånden proppet række af mænd med store lommer i den bedste danske fodboldrække.

Ligesom i international fodbold har rigmændene så småt overtaget den danske fodboldscene, og i skrivende stund er hele syv ud af Superligaens 12 hold på milliardærhænder.

FC Nordsjællands nye ejer Mohamed Mansour.
FC Nordsjællands nye ejer Mohamed Mansour. Foto: Bloomberg/Getty Images
Vis mere

Oven i det har både Randers FC, Lyngby Boldklub, AaB og AC Horsens været mere eller mindre tætte på et salg til udenlandske investorer, og sikkert er det, at man flere steder i Superliga-landskabet er yderst interesseret i at få tilført ny kapital.

Men allerede nu vader Superligaen i milliardærer.

Den 72-årige egypter Mohamed Mansour blev seneste skud på stammen, da han onsdag blev præsenteret som ny storaktionær i FC Nordsjælland. Han står i spidsen for Mansour Group og var i 2020 – ifølge Forbes – god for cirka 20,2 milliarder kroner.

Hvem er rigest? Se listen her:

Over en årrække vil Mansour investere cirka trekvart milliard kroner i Farum-klubben. Alligevel er man i FC Nordsjælland ikke bekymret for at ende som et stykke legetøj for den økonomisk velpolstrede egypter.

»Det er lige præcis også det, jeg selv ville spørge ind til, og som jeg har gjort. Den del er jeg fuldstændig rolig ved, fordi jeg ved, at hvis det skulle være et legetøj – som man jo ser rundtomkring i vores fodboldindustri – så havde de købt noget andet,« svarede bestyrelsesformand Jan Laursen for nylig på B.T.s spørgsmål.

Tager vi turen ad Hillerødmotorvejen til hovedstaden og forstæderne, er det her, man finder Superligaens mest profilerede og kendte rigmænd – to samarbejdspartnere, der i Superliga-regi sidder i hvert sit ringhjørne.

I Brøndby IF er det hovedaktionær og bestyrelsesformand Jan Bech Andersen, der styrer løjerne og har gjort det, siden han i 2013 for første gang lagde millioner i klubben fra Vestegnen, mens Lars Seier Christensen i 2019 valgte at købe lidt mere end hver femte aktie i Parken Sport & Entertainment.

FCK-storinvestor Lars Seier Christensen og Brøndby-ejer Jan Bech Andersen.
FCK-storinvestor Lars Seier Christensen og Brøndby-ejer Jan Bech Andersen. Foto: Scanpix. (Collage: Frits Adler)
Vis mere

Ifølge B.T.s oplysninger råder Jan Bech Andersen over 1,75 milliarder kroner, mens Lars Seier ifølge Berlingske er god for 2,7 milliarder. Den danske erhvervsmand indtager derfor en plads som nummer 51 over landets rigeste.

Men selv om titlerne og millionerne giver masser af opmærksomhed til to af Danmarks største klubber, er det ikke udelukkende rosenrødt at være på rigmandshænder. Eller udelukkende rosenrødt at eje en dansk fodboldklub.

Jan Bech Andersen står som ejer af Brøndby på ottende år, selv om han som hovedaktionær har tabt hundredvis af millioner på købet af klubben. I 2016 måtte han for en stund trække sig tilbage som bestyrelsesformand efter den meget omtalte 'Oscar-gate', inden han senere igen satte sig tilbage for bordenden.

I dag ligner Jan Bech Andersen det bedste værn mod store økonomiske vanskeligheder for klubben, som inden forårssæsonen indtager Superligaens andenplads.

Bestyrelsesmedlemmer og FCK-aktionærer i Parken Sport & Entertainment Erik Skjærbæk (tv.) og Karl Peter Korsgaard Sørensen.
Bestyrelsesmedlemmer og FCK-aktionærer i Parken Sport & Entertainment Erik Skjærbæk (tv.) og Karl Peter Korsgaard Sørensen. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Også Lars Seier har taget sin tørn i medierne på trods af den korte tid som FCK-aktionær.

Erhvervsmanden har nemlig holdninger til det meste, hvad end det gælder Donald Trump eller coronavirus, og så har han også kaldt ærkerivalerne fra FC Midtjylland for 'Danmarks mest veldrevne klub'. Det har delt vandene hos klubbens fans, der har divergerende holdninger til den kontroversielle og karismatiske rigmand.

I kulisserne i FC København sidder to andre milliardærer i form af Erik Skjærbæk, der tjente en formue på Svendborg Brakes, og Karl Peter Korsgaard Sørensen, der for alvor fik penge på lommen efter sit salg af KPK Døre og Vinduer.

Men de er langtfra de eneste. Tager vi turen til Sønderjylland, finder vi således en anden nytilkommen udenlandsk pengemand.

Ejer af Sønderjyske og far til Amanda Platek, Robert Platek.
Ejer af Sønderjyske og far til Amanda Platek, Robert Platek. Foto: MSD Capital
Vis mere

I september sidste år kunne Sønderjyske ud af det (lyse-) blå nemlig præsentere amerikanske familien Platek – med investor Robert Platek i spidsen – som ny ejer.

Hans personlige formue er ukendt, men det er ikke småbeløb, han har stående på kontoen. I næsten 20 år har han været en vigtig del af MSD Capital, der håndterer computermilliardæren Michael Dells formue – Dell blev i 2020 rangeret som verdens 33.-rigeste person og er god for omkring 140 milliarder ifølge Forbes.

Derudover har Robert Platek investeret i Premier League-klubben Sunderland og også været tæt på et reelt køb af holdet.

Det er derfor store økonomiske muskler, der nu er at finde blandt sønderjyderne, som også gør mere brug af data, efter det er blevet amerikanske hænder, der holder om tegnebogen.

»Jeg er klar over, at placeringen ikke er København, Madrid eller Barcelona, men jeg kan lide underdog-tilgangen. Det var sådan, jeg selv voksede op. Jeg ville gerne kunne fortælle noget mere kompliceret, men det var 90 procent menneskene og 10 procent ligaen. Alle, jeg har talt med, har været gode mennesker,« fortalte Robert Platek til JydskeVestkysten i sit første interview efter købet om grunden til, at det netop blev Sønderjyske, han investerede i.

Millioner er der også nok af på Fyn, hvor den danske rigmand Niels Thorborg ejer landsdelens stolte fodboldhold Odense Boldklub og sidder på 92 procent af aktierne i Odense Sport & Event.

Thorborg blev allerede i 2000 medlem af bestyrelsen og sidenhen både formand og bestyrelsesformand i Odense Sport & Event.

I dag har han med koncernen 3C Groups en formue på 7,1 milliard kroner, hvilket ifølge Berlingske gjorde ham til Danmarks 19.-rigeste person i 2020.

OB-ejer Niels Thorborg.
OB-ejer Niels Thorborg. Foto: Mads Nissen
Vis mere

I det jyske sidder yderligere to rigmænd på hver sin klub.

FC Midtjylland har gennem de seneste år svømmet i succes med danske mesterskaber og senest en plads i Champions League-gruppespillet. Meget af den ære er blevet tilskrevet ejer Matthew Benham, der skabte en enorm personlig formue gennem sportsbetting.

I 2014 købte englænderen, der også ejer Championship-klubben Brentford, den midtjyske klub for omkring 60 millioner kroner. Senere har milliardæren, fysikeren og fodboldanalytikeren investeret endnu mere i FC Midtjylland, der lige nu topper Superliga-tabellen.

I den lidt anden ende af den tabel fik Vejle Boldklub i 2016 moldovisk ejerskab, da den tidligere spilleragent Andrew Zolotko købte sig ind og blev hovedaktionær i den jyske traditionsklub.

Den sidste rigmand har næppe sat sin fod i Superligaen. Spørgsmålet er blot, hvilken klub der bliver den næste, der skifter hænder.