Skisporten er natten til søndag blevet ramt af en stor tragedie.

Den 38-årige langrendsløber Nikolaj Tsjebotko er blevet dræbt i en grim trafikulykke. Det fremgår af et opslag på Kasakhstans landsholds Instagram-profil.

'Venner. I dag har vi lidt et frygteligt tab som følge af en ulykke, der har kostet mesteren af sport i Kasakhstan, Nikolaj Tsjebotko, livet,' lyder det om den 38-årige skiløber, der kørte ind i et træ ifølge det lokale politi.

Ifølge Expressen var han på vej hjem fra en fisketur, da det pludselig gik galt, og han mistede herredømmet over bilen.

»Det er så tragisk. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Han var en virkelig god fyr, og han vil blive savnet,« siger OL-medaljevinderen Vladimir Smirnov til det svenske medie.

Nikolaj Tsjebotko havde konkurreret siden 2000, hvor han første gang var en del af World Cuppen, som han nåede 188 starter i. Han deltog i vinter-OL fire gange, hvor hans bedste placering var en femteplads i 2010.

I 2013 var han med til at vinde VM-bronze for hold sammen med Aleksej Poltoranin.

Desuden vandt han tre guldmedaljer, tre sølvmedaljer og en bronzemedalje ved De Asiatiske Lege, som bliver afholdt hvert fjerde år efter OL.

Tsjebotko deltog også ved VM i 2014, og han var fortsat en aktiv skiløber, der senest var i konkurrenceaktion for blot en måned siden.

'På vegne af hele idrætsfællesskabet udtrykker vi vores dybeste medfølelse over for Nikolajs familie og venner. Vi sørger med jer,' skriver landsholdet i Instagram-opslaget.

Nikolaj Tsjebotko efterlader sig kone og to børn.