En video af egyptiske tilskuere har vakt opsigt på de sociale medier.

For under søndagens kamp mellem Egypten og Slovenien var der nemlig tilskuere til stede i hallen – endda fans fra begge lande – der heppede i stor stil.

Noget, der nu har fået Dansk Håndbold Forbund (DHF) til at kommentere på det, der efterfølgende har skabt debat i håndboldmiljøet.

»Vi har hverken fået be- eller afkræftet, at der var tilskuere i hallen. Vi er lovet af Det Internationale Håndboldforbund (IHF), at der ikke er tilskuere i hallen, og vi ved, at de tidligere også har bedt OC (organisationskomiteen, red.) om at reducere antallet af akkrediterede til et minimum. Vi har tillid til, at det løfte bliver holdt,« siger Morten Henriksen, der er sportschef i DHF, til B.T.

Morten Henriksen, sportschef i DHF.
Morten Henriksen, sportschef i DHF. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Videoen, der er blevet lagt op på Twitter af det russiske håndboldforbund, og som du kan se nederst i artiklen, er da også én, man har fået øje på i DHF.

Men man vælger dog at stole på, at IHF har styr på den corona-boble, arrangørerne har skabt.

»De billeder, der florerer af engagerende folk i zonen inde i boblen, kan jeg på ingen måde forestille mig, at det ikke skulle være folk fra boblen. Alt andet vil være et brud på en yderst restriktiv protokol, som styres godt af de egyptiske myndigheder,« siger Morten Henriksen og fortsætter:

»Jeg sad i går i Zoom-møde med IHF-præsidenten, der brugte rigtig meget tid på at tale om sikkerhed og ansvar over for alle nationer og hele verden. Jeg kan ikke forestille mig, han ikke har styr på forholdene i Egypten.«

Det var søndag aften, at videoen af de jublende fans begyndte af florere på de sociale medier. En historie, du kan du læse mere om HER.

IHF har tidligere i slutrunden forsvaret tilskuernes tilstedeværelse med, at det ifølge forbundet ikke er fans.

Det er derimod en stor del af de egyptere, der arbejder som frivillige under VM-slutrunden her i Egypten, som har fået lov til at overvære kampene.