Efter søndagens resultater ligger det nu fast, at Danmark skal møde Egypten i onsdagens VM-kvartfinale.

Og det bliver en kamp, hvor Danmark står med rigtig gode muligheder for avancement til semifinalen.

Det mener i hvert fald Søren Paaske, der er sportskommentator på B.T.

»Jeg er helt overordnet ikke imponeret af det, jeg indtil videre har set fra Egypten. Så for mig vil Danmark være klare favoritter i den her kamp – hvis alle de danske spillere altså når at komme sig over de her maveproblemer, som mange spillere kæmper med lige nu,« siger han og sætter ord på, hvad det er for en størrelse, der venter Danmark:

Foto: 10030 Jonas Ekströmer/TT
Vis mere

»Egypterne lever rigtig meget på stor fysik og gejst – og det skal jeg da love for, at de har rigeligt af. Men de spiller også utroligt langsomt og meget primitivt. De har et par enkelte individualister, men det er ikke noget, der er i nærheden af at kunne matche Mikkel Hansen og Niklas Landin.«

Samtidig peger Søren Paaske på, at det også er en klar fordel for danskerne, at de ikke både skal kæmpe mod egypterne og et fanatisk hjemmepublikum:

»Hvis Egypten havde haft en fyldt arena med 20.000 tilskuere i ryggen, så ville jeg have været en anelse bekymret, fordi det kunne lægge et massivt pres på dommerne. Vi har tidligere set ved slutrunder, at den slags kan få afgørende betydning. Men for tomme tribuner … Der skal det være en kamp, som Danmark er i stand til at vinde.«

Før kvartfinalen mod Egypten skal Danmark mandag aften møde Kroatien i den sidste kamp i mellemrunden. Men den kamp er reelt uden betydning, da danskerne er sikre på at få førstepladsen i gruppen.