Superligaen har fået nye spilletidspunkter.

Og det betyder, at lørdagskampene i Superligaen er blevet sløjfet.

Samtidigt bliver der som udgangspunkt et spilletidspunkt i hver runde, hvor der bliver afviklet to kampe samtidigt.

Det er som udgangspunkt søndag klokken 14.

Samtidigt er det blevet offentliggjort, at når der fra 2020-21-sæson kun er 12 hold i Superligaen, forsvinder fredagskampen, så der som udgangspunkt kun bliver spillet Superliga-fodbold om søndagen og om mandagen.

De ændrede kamptidspunkter sker efter ønske fra klubberne, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.

Nyheden blev præsenteret af Divisionsforeningen på et pressemøde tirsdag, hvor det også blev præsenteret, at NENT og Discovery har genkøbt rettighederne til at sende Superligaen for periode 2021-24.

Fordelingen af kampvalg forbliver på samme måde hos NENT og Discovery. Samtidigt har DR generhvervet sig rettighederne til at sende live-radio fra Superligaen.

NENT har også generhvervet sig rettighederne til Nordicbet Ligaen og den danske pokalturneringen, Sydbank Pokalen.

»Det er fantastisk, at vi kan fortsætte samarbejdet med vores nuværende rettighedshavere. NENT, Discovery og DR har været meget stærke medspillere i udviklingen af dansk fodbold. Vi vil forsat levere Superliga, Sydbank Pokal og NordicBet Liga fodbold til danske fodboldfans som formentlig den mest tilgængelige liga i Europa produceret på højt internationalt niveau. Aftalen er historisk god og viser en stærk Superliga i fremgang. Vi er også glade for, at aftalerne tilgodeser et ønske fra fans og klubber om færre kampdage,« siger direktør i Superligaen A/S, Claus Thomsen.

Indtil i dag har Nordic Entertainment Group, der står bag TV3 Sport, delt rettighederne med Discovery Networks Denmark, der står bag Eurosports kanaler.

Divisionsforeningen måtte sætte rettighederne til Superligaen, Nordicbet Ligaen og DBU Pokalen i udbud på trods af, at man oprindeligt havde forhandlet en forlængelse på plads med NENT og Discovery.

Divisionsforeningen havde i budproccesen nogle kriterier, der skulle overholdes - medmindre et bud fra en enkelt rettighedshave oversteg andre bud i en sådan grad, at man godt kunne se bort fra dem:

  • Der skal være minimum to rettighedshavere, som det har været de seneste år med NENT og Discovery.
  • Første- og andetvalget af de syv kampe i hver runde skal vises hos forskellige rettighedshavere.