Det startede godt, men sluttede skidt.

Sådan lyder den hurtige beskrivelse af Andreas Bjellands ophold i FC København.

Den tidligere landsholdsspiller nåede tre år i klubben, før han i sommer blev lejet ud til Lyngby i 1. division.

Særligt den sidste sæson i FCK blev en trist omgang for Bjelland. Det var allerede begyndt at gå gevaldigt ned ad bakke for ham under Ståle Solbakken, men efter Jess Thorup overtog trænersædet for knap et år siden, blev lyset for alvor slukket for Bjelland, som røg helt ud i kulden.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og forsvarsspilleren lægger ikke skjul på, at han er utilfreds med den måde, han blev behandlet på i den sidste periode.

»Jeg følte mig ikke værdsat til sidst. Når man uden grund får frataget sit nummer, uden at få det at vide af klubben, tænker man ‘hvad er det så, jeg er her for?’.  Vi er voksne mennesker og kunne bare have talt om det. Havde de sagt ‘der kommer en ny spiller, og han skal have nummer 5’, var det fair nok og en del af præmissen i fodbold. Når man gør det uden at sige noget, bliver det for mig lidt en børnehave. Så var det tid for mig at finde noget andet,« siger han til tipsbladet.dk.

Andreas Bjelland henviser til, at David Khocholava overtog hans nummer, da georgieren i sommer kom til FCK. Han kritiserer FCK og sportschef Peter Christiansen for dårlig kommunikation og for først ‘til allersidst’ at orientere ham om planerne med Khocholava.

Men Peter Christiansen forstår slet ikke Andreas Bjellands kritik.

»Jeg havde en helt straight forward dialog med ham og hans agent over en periode - hvilket spilleren burde kunne bekræfte. Vi fandt frem til den løsning, der var bedst for alle, og mere har vi ikke til det,« siger Peter Christiansen til tipsbladet.dk.