I fem år har Ståle Solbakken boet alene i København, men det er slut nu. Endelig, vil han nok selv sige.

For den 51-årige norske FCK-manager kunne efterhånden godt mærke på familien, at der skulle ske noget andet. De skulle bo sammen igen, og nu kommer det så til at ske, mens Ståle Solbakken har forlænget sin kontrakt til 2023.

»Nu har vi været gift i 20 år i år og været sammen i nogle år før det. Selvom jeg har stort fokus på FCK, er jeg så tilpas sensitiv. Nu må vi finde på noget nyt i vores familieliv. Det har ikke været så ekstremt det sidste år, men da jeg flyttede alene – og især i 2013, 2014, 2015 og 2016 – var jeg vel mere gift med FCK. Det var ekstremt meget arbejde,« siger Solbakken og tænker tilbage på sit liv i den periode.

»Jeg arbejdede aftener og nætter for at få det, som vi vil have det i FCK. Der skulle laves en stor turnaround, og det var de år, der var hårde. Nu er der kommet mere system på det i forhold til, hvornår jeg tager hjem.«

Ståle Solbakken og fru Anniken til guldfest i 2009.
Ståle Solbakken og fru Anniken til guldfest i 2009. Foto: Sisse Stroyer
Vis mere

Og når Ståle Solbakken siger hjem, så taler han altså om Norge og Hamar. Men de næste år bliver København hjemmet for familien Solbakken.

»Vi er jo fem. Den ældste søn studerer historie i Tønsberg. Det fortsætter han med. Markus skal forhåbentlig spille en slutrunde for Norges U18-landshold til sommer. Han er i en god udvikling som spiller, og så må vi se. Jeg har set mange ting på FCK Talent, og jeg skal passe på ikke at blive den far, som tror, at hans søn bliver verdens bedste fodboldspiller, men det går godt nu. Den er åben, og som det ser ud nu, er han lidt i et vakuum,« siger Ståle Solbakken om den lille familie, der også tæller datteren Ida, som flytter med til København.

Ståle Solbakken får med andre ord et helt andet liv i København, end han har haft hidtil. Da han vendte tilbage til FC København efter en periode i først FC Köln i Tyskland og siden Wolverhampton i England, lagde han vægt på, at familien skulle flytte med ham til København.

Men først nu sker det, og det ser familiefaderen Solbakken frem til.

»Det bliver dejligt. Det vigtige har været, at Ida har været positiv omkring det. Vi har ikke måttet tvinge hende. Hun har sagt, at hun har set positivt på det, og det har gjort det hele nemmere,« siger Solbakken, som dog de seneste år allerede er blevet bedre til at bruge sin fritid på andet end fodbold.

»Jeg føler, at jeg har givet lidt slip, og jeg er begyndt at pendle mere nu, fordi jeg har været god til at ansætte folk omkring mig.«

Hvis Ståle Solbakken fuldfører sin nye kontrakt, vil han i 2023 have været træner for FC København i 16 år i alt. Den havde han ikke lige set komme, da han første gang trådte ind som træner i Parken i 2005.

»Jeg åbnede med tre kampe mod Brøndby, og vi tabte i pokalen, og jeg husker, at min far sagde til min mor, at her bliver han ikke længe.«