Efter at have levet en singletilværelse i lejligheden i København de seneste seks år har FC København-manager Ståle Solbakken endelig fået flyttet familien til den danske hovedstad.

Og den 51-årige nordmand satser på, at familiens ankomst også vil blive en gevinst for FC København.

»Jeg tror egentlig, det kommer til at give mig mere energi,« fortæller Solbakken.

Han mener, at timingen for familiens ankomst er perfekt. For et par år siden havde det ikke givet så meget mening med en Familien Solbakken-reunion i København

»Jeg har arbejdet sindssygt meget de seneste par år – fra omkring 2013 frem til nu.«

»Så min fritid er også blevet brugt på arbejdet, men nu føler jeg, at vi har opbygget en fantastisk organisation. Både rundt om mig – men også i talentafdelingen, som lå lidt brak, da jeg kom tilbage til FC København i sin tid. Men nu føler jeg, at der er et markant 'drive' i den. Det kan du også se på de spillere, som vi har kørt igennem systemet.«

Og nu er der plads i kalenderen til også at være familiefar.

»Vi har udbygget scoutingafdelingen, og vi har fået en medicinsk sektor, som er i en fantastisk udvikling. Og vi har en stærk ledelse rundt om mig med Johan (Lange, teknisk direktør, red.), Sune (Smith-Nielsen, talentchef, red.) og Frederik (Leth, scouting-chef, red.).«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Så nu har jeg tid til familien. Så det er godt, at de først kommer nu og ikke kom i 2014/2015-sæsonen, for der var jeg kun lige hjemme for at sove.«

Så nu skal du til at lave aftensmåltider til hele familien?

»Det er jeg ikke så god til. Men jeg kan da gøre et forsøg.«

Det er Solbakkens kone, Anniken Solbakken, og parrets datter, 14-årige Ida, der er flyttet til København. Parrets søn, 19-årige Markus, bliver i Norge, hvor han har kontrakt med fodboldklubben HamKam.