FCK-manager Ståle Solbakken var ikke ligefrem imponeret over kvaliteten af den analyse, som han blev præsenteret for i studiet hos TV3+ efter nedturen mod OB.

Her kunne han høre eksperten Kenneth Emil Petersen forklare, at FCK's ydmygende nederlag blandt andet hang sammen med, at Solbakken havde valgt at spille med Carlos Zeca og Jens Stage på den centrale midtbane.

»Jeg var ikke overrasket over, at FC København ikke skaber mere, fordi jeg synes, at når I spiller med Zeca og Jens Stage inde centralt, så har I problemer med at skabe noget. De er ikke så gode med bolden til at se mulighederne frem,« lød det fra Kenneth Emil Petersen (du kan se hele interviewet i studiet øverst i denne artikel).

»Nu spørger jeg bare af ren og skær nysgerrighed – hvorfor er det, man spiller med de to? Taber man ikke mere, end man vinder, når man sætter to, som giver lidt mere fysik, men du mister til gengæld også rigtig meget bold ved at få Falk ud på kanten?« fortsatte eksperten.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Men den kritik er alt for letkøbt, mener Ståle Solbakken.

»Det er bare at pege på én lille detalje. De har spillet mange gode kampe sammen. Jeg tror senest, så spillede de lige op med Manchester United i 115 minutter med de to på den centrale midtbane,« sagde Solbakken med henvisning til Europa League-kvartfinalen mod den engelske storklub.

»Så det er en alt for tynd analyse og alt for nemt.«

»Det er ikke det, det handler om i dag. Overhovedet ikke,« fortsatte Ståle Solbakken.

FCK var fuldstændig på hælene i første halvleg og kunne se OB gå til pause med en føring på 3-0.

Efter pausen fik københavnerne pyntet på resultatet med to scoringer fra nyindkøbet Kamil Wilczek, men det var ikke nok til at afværge et skuffende nederlag.