Ærgrelsen og smerten stod tydeligt malet i ansigtet på Lucas Andersen.

Men da han kom hjem til sin familie den dag, fik han en reaktion fra sin lille søn, som han stadig tydeligt husker i dag. En reaktion, der fik smilet frem.

Tiden skal skrues tilbage til 1.juli i år, hvor han sammen med AaB skulle spille pokalfinale mod Sønderjyske.

Men det blev en kort fornøjelse for Lucas Andersen, der måtte skiftes ud, alt imens han ikke kunne holde tårerne tilbage.

»Da jeg i juli blev skadet mod Sønderjyske i pokalfinalen, som vi tabte, kom jeg hjem til min familie, og så sagde min kæreste til vores lille søn, at far er ked af det, fordi han har ondt i benet. Min søn svarede, at han også havde ondt i sin skulder. Det var meget ... ja, jeg kunne ikke lade være med at grine,« siger Lucas Andersen til Jyllands-Posten og fortsætter:

»Det var rammende. Fodbold er jo bare fodbold, og det er menneskerne og livet omkring dig, der skaber fundamentet, og det skal jeg bruge til at være frontmand i AaB. At være der, når det går godt, og specielt når det går skidt. Ikke slå op i banen eller hænge med hovedet mellem knæene i omklædningsrummet,« siger AaB-spilleren, der blev inspireret af Barack Obama under et foredrag tilbage i 2019.

Her fortalte den tidligere præsident om, hvordan han prioriterer sin familie højt i hverdagen – også selv om han havde travlt i sit virke som præsident.

Han ville ikke give afkald på kvalitetstiden med sin familie, og Lucas Andersen tog i den grad ordene til sig.

Lucas Andersen er en af de store profiler i både AaB og Superligaen som helhed, og han har flere gange været rygtet væk.

Blandt andet er FCK tidligere blevet nævnt som en bejler til nordjydens underskrift.

I sommeren 2019 sagde han selv pænt nej tak til Ståle Solbakken, og denne sommer var det AaB's sportschef, Inge André Olsen, der smækkede døren for københavnerne.

»Jeg har stor respekt for FCK og synes, at det er et godt hold, men jeg oplever også, at vores spillere har ambitioner om at komme længere sydpå i Europa end til København, selv om FCK er en stor klub og gør det godt i de europæiske turneringer. Når det kommer til Lucas Andersen, har vi nok alle et fælles mål om, at han skal skifte til en rigtig stor klub, når tiden er til det,« fortalte han.