Et af de mest farverige kærlighedsdramaer i fodboldens verdens har fået tilføjet endnu et vildt kapitel.

Wanda Nara, den kontroversielle argentinske model, som er gift med og agent for Paris Saint-Germain-stjerne-angriberen Mauro Icardi, får skæld ud. Igen.

Denne gang er det hendes eks-mand, den tidligere FC Barcelona-spiller Maxi Lopez, der sender en bredside afsted efter Wanda Nara. 

Den argentinske skønhed har nemlig været på ferie med sine fem børn på Ibiza, som har været heftigt ramt af corona. De tre ældste børn - tre drenge - har Maxi Lopez som far.

Foto: Miguel MEDINA
Vis mere

»Jeg er så træt af det. Jeg bad hende om ikke at tage børnene med til Ibiza, hvor alle vender tilbage med postive tests. Men hun er en kvinde, som ikke tænker sig om. Hun forstod ikke faren ved at gøre det. Nu har jeg to børn, som har fået corona på grund af hende,« raser Maxi Lopez i tv-programmet 'Los Angeles de la Mañana', ifølge den italienske avis Tuttosport.

33-årige Wanda Nara afviser dog, at nogen af hendes fem børn, heraf to piger, som hun har med Mauro Icardi, er blevet smittet på ferien med sin nuværende fodboldspiller-mand.

Det er ellers kommet frem, at adskillige af Icardis PSG-stjerne-holdkammerater er blevet smittet med corona på deres ferie på den spanske solskinsø i de seneste uger. Herunder Kylian Mbappe og Neymar.

»Vi har det fint alle sammen. Mit resultatet var negativt, jeg har ikke corona, og det har børnene heller ikke,« skriver Wanda Nara på Instagram.

Wanda Nara var gift med Maxi Lopez fra 2008 til 2013.

Samme år kom det frem, at hun havde an affære med Lopez' holdkammerat, den yngre angriber Mauro Icardi, hvilket skabte stor furore I Italien, hvor de to angribere spillede for Sampdoria.

Nara, som gerne viser sine former frem på Instagram og i modelfotos, skabte også tidligere på ugen overskrifter på den omtalte Ibiza-ferie, da hun lagde halv-frække bikini-billeder op på Instagram, som et af hendes børn havde taget.