Den 13. januar tjekkede Ståle Solbakken sin telefon. Og FCK-manageren blev glad og opmuntret. For han kunne se, at Viktor Fischer ikke var i startopstillingen for Mainz i den første kamp efter juleferien. Det var nordmandens åbning.

Dialogen har været der siden i sommer mellem Ståle Solbakken og Viktor Fischers agent, Søren Lerby. Allerede dengang håbede Solbakken på, at han kunne få den danske landsholdskant, men Mainz og Bundesligaen var for stort at takke nej til for Fischer.

LÆS OGSÅ FCK kan tjene millioner: Landsholdsspillers mulige monsterhandel drypper i kassen

Men spilletiden blev mindre og mindre for Viktor Fischer, så pludselig blev dialog med agenten til sms'er med spilleren. For et par uger siden kom den første besked fra Ståle Solbakken til Viktor Fischer. Den blev fulgt op af flere, og de gav den 23-årige dansker mod på at skrive under på en femårig kontrakt med FC København.

»Jeg fik nogle rigtig, rigtig overbevisende sms'er fra ham for et par uger siden allerede. De var kun med til at styrke troen på, at det her kan blive det rigtige,« fortæller Viktor Fischer.

For han ser dig som en potentiel Superliga-stjerne på det her FCK-hold?

»Ja, det gør han. Det gør han. Det er min fornemmelse,« siger Viktor Fischer.

LÆS OGSÅ Kasper Kusk: Derfor glæder jeg mig til at komme tilbage til AaB

Ståle Solbakken lægger ikke skjul på, at det har været en hård handel at få på plads. Det er ikke hver dag, at en 23-årig landsholdsspiller vælger at skifte hjem til Superligaen, og derfor krævede det store overtalelsesevner for nordmanden. De seneste fire dage har FCK-manageren så haft Viktor Fischers agent, Søren Lerby, helt tæt på. Den tidligere landsholdsspiller rejste til Dubai for at stå klar, hvis det kunne lykkes for FCK og Mainz at blive enige. Men det var hårdt.

»Det har været en kamp. Vi har arbejdet rigtig hårdt gennem lang tid, og de sidste par dage har jeg tilbragt halvdelen af tiden på træningsbanen og halvdelen af tiden sammen med Søren Lerby,« siger Ståle Solbakken.

Det, han ikke lykkedes med i sommer, lykkedes han med denne vinter. At overbevise Viktor Fischer om, at FC København er den rette affyringsrampe for hans karriere. For når man er 23 år, udskreget til et af Europas største talenter i en tidlig alder og med succes i Ajax, skal der lige noget på plads, før Superligaen lyder som den rigtige idé.

LÆS OGSÅ Medie: FCM-angriber kan blive den dyreste handel i Superliga-historien

»Da jeg kom tilbage fra juleferie, var jeg klar til at tage kampen op, men lynhurtigt kunne jeg fornemme, at der ikke kom til at forandre sig noget. Og så var jeg ikke længere i tvivl om, at FCK var det rigtige at gøre,« siger Viktor Fischer.

Skulle du lige æde tanken om, at du nu skal spille Superliga?

»Det har været en del af overvejelserne, om jeg var klar til at tage hjem allerede nu. Drømmen var noget andet, men den lader man også glide til siden på et tidspunkt, og  så må man se realiteterne i øjnene, som var, at det her er det klart bedste på nuværende tidspunkt. Og i øvrigt også en stor mulighed synes jeg.«

Tænker du, at hvis du rammer det niveau, du selv mener, at du har, at det så er til mere end Superligaen?

»Ja, jeg tror på, at jeg kan spille uden for Superligaen, men vejen dertil er lige nu at vise det i Superligaen. Det er skridt nummer et nu, og så må vi se på, hvad det kan blive til i længden. Jeg er ikke taget hjem med det formål, at jeg skal til udlandet. Jeg er taget hjem for at komme til at spille igen og bygge selvtillid og glæde op. Så må vi se på sigt, hvad det kan blive til,« siger Viktor Fischer.