Kasper Kusk skifter med øjeblikkelig virkning fra FCK til AaB, som han tidligere har spillet for i fire år.

»AaB har været interesseret i mig i rigtig lang tid. Jeg kender AaB, og AaB kender mig. Jeg håber selvfølgelig på, at det kan give de sidste procenter. Jeg kan få stor tillid i AaB, og det er vigtigt for mig, at jeg kan komme et sted hen, hvor jeg er en af de bærende kræfter på holdet. Det skal jeg ind og vise, at jeg skal være i AaB. Jeg glæder mig meget til at komme tilbage,« siger Kasper Kusk.

Han lægger ikke skjuil på, at han har savnet spilletid hos de regerende danske mestre.

»Jeg har nok savnet i FCK at være en af nøglespillerne. Der er mange dygtige spillere i FC København som Rasmus Falk, Benjamin Verbic, Youssef Toutouh og så videre. På den måde er der stor konkurrence, og det er der også i AaB, men måske ikke lige så stor konkurrence som i FCK,« siger den 26-årige spiller, der både kan spille på midtbanen og på højrekanten.

Den manglende spilletid er også blevet bemærket i den nordjyske klub, som længe har haft et ønske om at hente den fortabte søn hjem igen.

»AaB har nærmest været der i hvert eneste transfervindue. Jeg kender mange folk i AaB og snakker også løbende med dem, så det har selvfølgelig været undervejs i lang tid. Jeg er glad for, at det lykkedes nu her på sidstedagen. Jeg glæder mig helt vildt,« siger Kasper Kusk.

Skiftet blev muligt, da det lykkedes for FCK at købe Viktor Fischer af Bundesliga-klubben Mainz 05.

»Det giver sig selv, at når nu FCK har fået ny spiller (Viktor Fischer, red.), har det givet muligheden for mig til at komme videre. Når Viktor er kommet, ville det nok have betydet, at jeg ikke ville få mere spilletid i FC København. Det har været meget naturligt for mig at søge noget andet.«

AaB overvintrer på syvendepladsen i Superligaen. Holdet har lige så mange point som FCK - men en dårligere målscore.

»Jeg er sindssygt glad for at komme tilbage til AaB og til Aalborg. Jeg har vidst i noget tid, at det nok ville ske, men spørgsmålet har bare været, hvornår det ville ske. Det bliver også specielt at skulle væk fra København, for jeg har været glad for at være her, og det har min kæreste også. Det bliver underligt, men jeg glæder mig til at komme tilbage til de gamle venner og familien,« siger Kasper Kusk og tilføjer:

LÆS OGSÅ Transferjackpot i Parken: FC København køber dansk landsholdsangriber i stor millionhandel

»Jeg synes, at det er gået meget godt i de internationale kampe her i efteråret. Men mit problem i det seneste halve års tid har været, at der faktisk har været muligheder for mig, men jeg har lige manglet det sidste. Det første halvandet til to år har det egentlig været okay, selvom jeg ikke har spillet hver gang. Men det, FCK har lavet i de seneste to år, har måske været noget af det bedste, der har været nogensinde i FC København. Så det har ikke været nemt at få en fast plads.«

For at gennemføre handlen har Kasper Kusk-lejren været nødt til at være i tæt kontakt med FCKs træner også står for køb og salg af spillere, da han har titel af manager.

»Vi har hele tiden haft en dialog med Ståle. FCK har jo kigget på nogle andre spillere i hvert eneste vindue, men det er ikke lige lykkedes for dem, så man står lidt i en venteposition, og det har jeg også gjort. Det var tæt på allerede i sommer, men der lykkedes det ikke af flere forskellige årsager. Jeg er glad for, at det lykkedes nu her på falderebet.«