Smitten stiger markant efter Brøndbys guldfejring. Nu er 37 konstateret smittet med coronavirus efter festlighederne.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til B.T.

Torsdag var der konstateret 17 smittet blandt deltagerne i og omkring Brøndbys guldfest mandag. Fredag er det tal så steget med yderligere 20, og dermed er det samlet antal smittede nået op på 37. Mere end en fordobling.

Styrelsen for Patientsikkerhed har løbende opfordret fans, der deltog i begivenheden, til at blive testet.

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Den melding gentager man fredag, hvor man opfordrer fans til at blive testet hurtigst muligt og igen to dage senere, hvis man var til stede i og omkring guldfejringen mandag.

Brøndby vandt det danske mesterskab efter en 2-0-sejr på hjemmebane over FC Nordsjælland. Det er klubbens første mesterskab i 16 år, og det udløste en massiv fejring på Vestegnen, der gik amok i guldrus.

Allerede inden kampen var der gang i de mange fans, hvor mange samlede sig foran stadion, da der var begrænset kapacitet grundet coronaprotokollerne. Efter slutfløjt stormede fans banen i ekstase, og siden var der kæmpe fest på Vestegnen blandt de mange tusinde fremmødte fans.

Der var anmeldt tre demonstrationer i forbindelse med guldfejringen, der begrænsede politiets muligheder for at splitte den store menneskeskare ad.

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Torben Morgensen, som er speciallæge og formand for Lungeforeningen, har tidligere udtalt til B.T., at han er nervøs for konsekvenserne af den store samling af mennesker.

»Jeg er spændt på at se tallene om 10 til 14 dage, hvor vi kan se effekten af arrangementet. Der kan ske en voldsom stigning i smittetallene derude, og det kan medføre en ny nedlukning af Vestegnen,« sagde han  til B.T. dagen derpå og tilføjede:

»Det mest bekymrende er, at de stod og sang uden mundbind. Det er bare en smittespreder, når der råbes, skriges og synges ind i hovederne på hinanden. Det er værre, end når de krammer, high fiver eller står mange mennesker samlet på et sted,« lød det fra Torben Mogensen, der konkluderede:

»Spørgsmålet er nu, om vi slipper godt fra det. Lige nu er det bare at bede til vorherre og håbe, at det ikke ender med en smittebombe.«