Tusindvis af mennesker samlet på et sted. Fællessang. Krammere. High fives – og ingen mundbind at se. Alt sammen midt under en pandemi.

Det var de vilde scener, der udspillede sig på Vestegnen hele mandag, hvor Brøndby fejrede klubbens første danske mesterskab siden 2005. Det kan få alvorlige konsekvenser, mener Torben Morgensen, som er speciallæge og formand for Lungeforeningen.

»Jeg er spændt på at se tallene om 10 til 14 dage, hvor vi kan se effekten af arrangementet. Der kan ske en voldsom stigning i smittetallene derude, og det kan medføre en ny nedlukning af Vestegnen,« siger han  til B.T. dagen derpå.

Selvom billeder viser tusindvis af mennesker stimle sammen omkring Brøndby Stadion, er den totale menneskemængde faktisk ikke det værste. Lægen hæfter sig ved en anden detalje.

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Det mest bekymrende er, at de stod og sang uden mundbind. Det er bare en smittespreder, når der råbes, skriges og synges ind i hovederne på hinanden. Det er værre, end når de krammer, high fiver eller står mange mennesker samlet på et sted,« siger Torben Mogensen og fortsætter:

»Spørgsmålet er nu, om vi slipper godt fra det. Lige nu er det bare at bede til vorherre og håbe, at det ikke ender med en smittebombe.«

Hvad er det klogeste, som man ude på Vestegnen kan gøre lige nu?

»Det er helt klart at lade sig teste. Alle, der har været med til festen mandag, skal testes om tre til fire dage. Det er gode er selvfølgelig, at der måske primært er tale om unge mennesker, og de skal ikke indlægges i samme grad som de ældre.«

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Torben Mogensen tilføjer, at vaccineudrulningen kan betyde, at det ikke ender i en katastrofe på Vestegnen. At flere og flere borgere er blevet stukket med den berømte nål kan nemlig betyde, at et større smitteudbrud undgås.

Vi står et fornuftigt sted i Danmark lige nu. Kan Brøndby-festen skade den positive tendens?

»Det tror jeg ikke. Hvis den glædelige fest får den frygtede konsekvens, kommer det primært til at påvirke Vestegnen. Det ville overraske mig meget, hvis det får en påvirkning i det store billede,« siger formanden for Lungeforeningen afsluttende.

Festen omkring Brøndby Stadion varede til omkring midnat. Det fortalte Københavns Vestegns Politi til B.T. tirsdag morgen.