Brøndby-spilleren Sigurd Rosted har fået en ekstra spilledags karantæne for at have smadret en rude efter sin udvisning i hjemmekampen mod FC Midtjylland.

Det ærgrer cheftræner Niels Frederiksen, der til klubbens hjemmeside fortæller, at det er Disciplinærudvalget, der af egen drift har taget episoden op.

»Vi er utrolig ærgerlige over, at vi må undvære Sigurd mod OB,« siger han og fortsætter:

»Vi kan konstatere, at dommerteamet til kampen valgte ikke at indberette det, så det er udelukkende Disciplinærudvalget selv, der på baggrund af de artikler, der blev bragt i dagene efter kampen, som har valgt at gøre en sag ud af det,« lyder det fra Frederiksen.

»Der er mange følelser i spil i fodbold, og det vil der forhåbentligt blive ved med at være fremadrettet, uanset hvor mange karantæner som denne, der bliver uddelt,« slutter han.

Øverst i artiklen kan du se epsioden, hvor Rosted bliver udvist. Og man kan tilmed høre øjeblikket, hvor ruden smadres.

Brøndby endte med at tabte opgøret til FC Midtjylland med 2-3, efter midtjyderne vendte 0-2 til 3-2 med et mål i sidste øjeblik.

Rosted forklarede efter kampen, at det var ren og skær frustration, der fik ham til at smadre ruden. Og at han gerne ville betale for den.

»Jeg gør det, fordi jeg får et rødt kort, som overhovedet ikke er et rødt kort, så bliver man frustreret. De får det hele serveret, og det ødelægger hele kampen. Sviatchenko skulle have haft sit andet gule kort for længst, og så skal jeg have to gule kort for to frispark,« lød det fra nordmanden.

Rosted havde ellers afsonet sin karantæne i weekendens nederlag mod AaB. Men nu er han altså også ude i weekenden mod OB.