Bokselegenden Floyd Mayweathers 20-årige datter Iyanna er gravid med den amerikanske rapper Kentrell DeSean Gaulden.

Det betyder, at Mayweather snart kan kalde sig for morfar i en alder af bare 43 år. Det skriver News.

Iyanna Mayweather har datet rapperen siden 2019. Parret har ikke selv offentliggjort familieforøgelsen.

Det stod Floyd Mayweather til gengæld for i et interview med Hollywood Unlocked.

»Hvis det gør hende glad, er vi glade – både mig og hendes mor. Jeg forsøger så vidt muligt ikke at blande mig i hendes personlige liv, for en dag bor hun ikke hjemme mere, og ved du hvad... Det er mellem hende og hendes bedre halvdel.«

Det er Iyannas første barn, mens den 21-årige Kentrell DeSean Gaulden ifølge Page Six har intet mindre end seks børn.

Iyanna Mayweathers forhold til Gaulden ramte dog ind i en mindre krise sidste år, efter at hun blev anholdt for at have angrebet Gauldens ekskæreste.

Hun blev anholdt 4. april for grov vold, efter et skænderi brød ud, men blev senere løsladt mod kaution.

Floyd Mayweather Jr. og Conor McGregor i ringen under en boksekamp i 2017.
Floyd Mayweather Jr. og Conor McGregor i ringen under en boksekamp i 2017. Foto: JOHN GURZINSKI
Vis mere

Gaulden har også svært ved at holde sig på den rigtige side af loven. Han blev så sent som i september anholdt for narkobesiddelse og ulovlig våbenbesiddelse.

Det var ikke første gang, at Gaulden var på kant med loven. I december 2016 blev han anholdt i Austin efter mistanke om et mordforsøg i et såkaldt 'drive-by-skyderi'.

Han blev løsladt i maj 2017.

På trods af den kriminelle fortid mener Floyd Mayweather ikke, at Gaulden selv er eneansvarlig for sine handlinger:

»Det har noget med din opdragelse at gøre. Det starter i hjemmet. Det, jeg altid har lært min datter, er at være respektfuld. Og uanset hvad der sker i dit hjem, skal du ikke tale om det til hele verden. Jeg ser ham som et barn.«

Hvilket køn barnet er, vides ikke endnu.