Viborg og OB delte i Superligaen søndag eftermiddag.

Men det var hverken Justin Lonwijk eller Emmanuel Sabbis mål, der stjal overskrifterne efter kampen. Det gjorde derimod en spektakulær batalje.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det,« lød det fra TV3 Sports vært Mads Laudrup efter kampen.

Den tidligere fodboldspiller og nuværende ekspert Kenneth Emil Petersen fulgte op:

»Det bringer minder tilbage til barndommen, hvor jeg så Ric Flair og Hulk Hogan i wrestling.«

Viborgs hollandske angriber Jay-Roy Grot affyrede et skud mod OB-målmand Hans Christian Bernat et kvarter før tid.

Målmanden parerede fornemt og greb efterfølgende bolden.

Men da 'HC' med bolden i favnen luskede væk for at skabe plads til et udspark, fik han sig en gevaldig forskrækkelse.

Jay-Roy Grot hoppede ind i Hans Christian Bernat, men slap med gult kort.
Jay-Roy Grot hoppede ind i Hans Christian Bernat, men slap med gult kort. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Jay-Roy Grot havde nemlig fortsat sit løb og sprang op i nakken på målmanden, der røg i jorden, som man kan se i videoen øverst i artiklen.

Dommer Jakob Kehlet kvitterede med et gult kort til hollænderen.

Det var dog en forkert dom, mener NENTs eksperter.

»Det er fuldstændig vanvittigt. Der er rødt kort,« lød det fra Glen Riddersholm.

»Klart rødt,« bakkede Kenneth Emil Petersen op.

Viborg-træner Lars Friis tog sig til hovedet, da han så sin angribers aktion, og pillede ham ud minuttet efter.