Med en udesejr på 3-1 over OB fik Silkeborg taget en fin afsked med Superligaen mod et ungt fynsk hold.

Silkeborg tog onsdag afsked med landets bedste fodboldrække på fornem vis med en 3-1-sejr på udebane over OB.

Det var holdets sidste kamp, inde at menuen står på 1. division i næste sæson.

Kampen havde ingen betydning i forhold til slutstillingen i nedrykningspulje 1, og det kunne især ses på OB's startopstilling, hvor der blandt andre var fire debutanter.

Silkeborg's cheftræner Kent Nielsen i 3F Superligakampen Silkeborg IF mod Lyngby BK på JYSK Park i Silkeborg, lørdag den 4. juli 2020.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Silkeborg's cheftræner Kent Nielsen i 3F Superligakampen Silkeborg IF mod Lyngby BK på JYSK Park i Silkeborg, lørdag den 4. juli 2020.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Og allerede efter ni minutter kom endnu en debutant på banen i form af Jonas Skytte, da OB-anfører Janus Drachmann måtte udgå med en skade.

Blot få minutter efter sin indskiftning var Skytte involveret i 1-0-målet til Silkeborg, da han blev overløbet af Nicolai Vallys. Vallys sendte bolden ind til Emil Holten i feltet, hvorfra angriberen let kunne score.

Silkeborg dominerede stort, og midtvejs i første halvleg fik Emil Holten også scoret til 2-0. Denne gang efter et opspil i højre side.

Hjemmeholdet havde ikke skabt en eneste målchance før pausen, men ni minutter inde i anden halvleg fik Mikkel Hyllegaard bolden serveret i feltet, og for anden kamp i træk scorede den unge OB-angriber med et fladt spark.

Mikkel Hyllegaard (OB - 26) med Frederik Alves Ibsen (Silkeborg - 32) bag sig. 3F Superliga Fodbold. Odense Boldklub mod Silkeborg IF onsdag den 8 juli 2020 Nature Energy Park Odense.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Mikkel Hyllegaard (OB - 26) med Frederik Alves Ibsen (Silkeborg - 32) bag sig. 3F Superliga Fodbold. Odense Boldklub mod Silkeborg IF onsdag den 8 juli 2020 Nature Energy Park Odense.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker
Vis mere

Silkeborgs massive dominans var helt forsvundet, og det unge OB-mandskab øjnede en mulighed for at få point.

Intensiteten steg i takt med flere frispark til begge hold, men hjemmeholdet formåede ikke at skabe de nødvendige chancer til en udligning.

I stedet var det indskiftede Alexander Lind, som i overtiden slog sejren fast med sin scoring til 3-1 for gæsterne.

Silkeborg-spillerne kan nu gå på sommerferie, mens der venter OB to kampe mod Randers FC i jagten på en kvalifikation til Europa League.

/ritzau/