Han råbte, så det rungede inden pausen - i håb om at bringe liv og løsninger ind i Brøndby-holdet.

»Det er kraftedeme så ringe, mand,« lød de frustrerede ord fra Niels Frederiksen, inden han vendte ryggen til og gik hen mod sin plads.

Men det kontante udbrud ændrede ikke på, at de blå-gule tabte et stort skridt i bronzejagten med nederlaget til AaB.

Efter kampen var det dog en noget mere afdæmpet træner, der satte ord på, hvorfor det gik så galt i det nordjyske.

»Det er en skuffelse. Vi leverer en dårlig præstation i dag. Det bliver en lille smule bedre i anden halvleg, men det var meget skidt i første halvleg. Jeg havde ikke lige set den komme, at vi skulle spille så ringe en kamp i dag.«

Så kontant lød det fra Niels Frederiksen, der ærgrede sig, fordi holdet ellers har spillet nogle 'fine kampe'.

Netop ordet 'ringe' får du brølt rigtig højt lige inden pausen. Hvad var det, der var så 'ringe' i dine øjne?

»Vi rammer bare ikke det niveau, vi skal. Vi laver så mange fejlpasninger, og Aalborg stresser os jo godt. De går højt på os i presset, og det stresser os. Jeg havde da håbet, vi kunne spille os ud af det. Det skal vi kunne. Det prøver vi også nogle gange, men vi laver mange fejl i forsøget på det. Det er skuffende, at vi ikke kunne håndtere det bedre.«

Overrasker det dig, at I ikke kan det?

»Det overrasker mig ikke, hvad Aalborg kom med, for det var nøjagtig samme måde, de spillede heroppe sidste gang. Men jeg er ærgerlig over, vi ikke lykkes med at spille os ud af det. Når vi gør det, er der masser af plads, men det gør vi kun ganske få gange.«

De her personlige fejl af blandt andet Schwäbe, skuffer det dig yderligere?

»I fodbold laves der fejl. Marvin laver en stor fejl i dag til det første mål, men han har stået rigtig fine kampe for os i foråret. Det er ikke det. De scorer to mål på to meget store fejl, men de har jo chancer til at score i andre situationer også. Man kan ikke sige, det er det, der gør det.

Niels Frederiksen var utilfreds med Brøndbys spil i Aalborg.
Niels Frederiksen var utilfreds med Brøndbys spil i Aalborg. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

Hvad er det, der sker særligt på jeres midtbane, der har svært ved at få fat?

»I mine øjne er det et spørgsmål om, at vi bliver for stressede i vores boldomgang, som jeg ser det. Når tingene så ikke rigtig hænger sammen – det kan spillerne også fornemme på banen – så begynder de at træffe lidt deres egne løsninger. Af et godt hjerte, men så kan strukturen falde lidt.

Så de valgte forkerte løsninger?

»Ja, det kan man godt sige. Det vil det ofte være i en situation, hvor man som spiller prøver at få det løst.«

Bekymrer det dig at se nogle af de mere rutinerede spillere falde sammen, når det også er dem, de unge skal læne sig lidt op ad?

»Nu skal man passe på med at male fanden på væggen over en dårlig præstation. Vi kommer fra gode præstationer, og så var det dårligt i dag. Det bekymrer mig ikke mere, end at vi må op på hesten, og så må vi præstere bedre torsdag.«

Bronzen er jo unægteligt kommet længere væk nu?

»Ja, det er den selvfølgelig. Det var ikke et skridt i den rigtige retning. Det var det i sidste weekend. Vi går efter den, så længe det er en mulighed. Det er det stadigvæk.«