AGF kunne glæde deres mange fans med en sejr over FC København for første gang i 11 år.

På et enormt målmandsdrop af Kalle Johnsson gik et hjørnespark fra Casper Højer i mål, og det betyder, at AGF nu kun er fire point efter FC København og er godt på vej mod stensikre medaljer.

FC København er derimod inde i en skidt periode med tre kampe uden sejr.

Herunder får du B.T.s karakterer, banens bedste og værste – samt »Tre ting, vi lærte«:


Den lange midterforsvarer er godt nok stærk. Han skulle op mod en godt nok lidt haltende Dame N'Doye, men klarede den opgave fornemt. Stod ekstremt stærkt i billedet som styrmand på et bundsolidt AGF-hold.

Karakter: 9


Velkommen tilbage. Eller. AGF-fansene havde sat sig for at pibe Jens Stage ud af Aarhus, men det var ikke meget energi, de skulle bruge på det. For Stage var ekstremt anonym og blev da også flået ud i pausen. For anden kamp i træk. Pilen peger ikke den rigtige vej lige nu for den ellers altid fightende midtbanemand.

Karakter: 3

AGF 4-3-3
William Eskelinen 7
Alexander Munksgaard (ud: 60.) 5
Sebastian Haussner 7
Frederik Tingager 9
Casper Højer 7
Nikolaj Poulsen 7
Benjamin Hvidt (ud: 79.) 6
Bror Blume 6
Jakob Ankersen 8
Patrick Mortensen 7
Jon Dagur Thorsteinsson (ud: 65.) 5
---
Kevin Diks (ind: 60.) 6
Gift Links (ind: 65.) 7
Nicklas Helenius (ind: 79.) UB

FC København 4-4-2
Kalle Johnsson 4
Guillermo Varela (ud: 82.) 4
Victor Nelsson 5
Ragnar Sigurdsson 5
Pierre Bengtsson 6
Jens Stage (ud: 46.) 3
Carlos Zeca 6
Rasmus Falk 7
Nikolaj Thomsen (ud: 59.) 3
Dame N'Doye (ud: 81.) 6
Mohamed Daramy (ud: 81.) 8
---
Jonas Wind (ind: 46.) 5
Pep Biel (ind: 59.) 5
Karlo Bartolec (ind: 81.) UB
Robert Mudrazija (ind: 81.) UB
Mikkel Kaufmann (ind: 82.) UB

Dejlige fans

Hvor var det skønt at se og høre fans på stadion sådan for alvor igen. Det er længe siden, at 'kom så De Hvii'e' har lydt så smukt. Det klæder Superligaen med de fans, og det føles pludselig som om, at vi er tilbage til en normal verden. Og det er jo bare endnu bedre.

Årets drop af årets spiller

Kalle Johnsson har været årets mand i FC København med sine mange pragtredninger. Dem serverede han også flere af mod AGF, men det der drop… Hvis Ståle Solbakken var rasende på svenskeren efter Kamaldeens mål i Farum for en lille måned siden (og det var han), så tør man ikke tænke på, hvad der kommer til at ske i Aarhus.

Sølvkampen er åben

Der er ikke mere spænding om guldet, men nu er der da lidt om sølvet. Og det er ikke så lidt vigtigt. For det er altså kun de to øverste pladser i Superligaen, der giver direkte plads til Europa. Tredjepladsen skal spille om det mod vinderen af nedrykningsspillet. Med AGF's sejr er der nu kun fire point mellem de to hold, der altså skal mødes en gang mere i mesterskabsspillet.