Jobbet som Superliga-dommer er ikke altid lige nemt.

Det var det heller for Jakob Kehlet, der søndag aften var manden med fløjten i topbraget mellem FC København og FC Midtjylland i Telia Parken.

Frustrationerne blandt både spillere, trænere og fans var i flere situationer ikke til at tage fejl af, men særligt én kendelse fik pulsen til at stige i FCM-lejren.

Efter 49 minutter forsøgte FC Københavns Victor Nelsson at stjæle bolden fra Mikael Andersson, men i stedet for at ramme bolden fik forsvarsspilleren sendt en støvle direkte i maven på islændingen. Se øjeblikket øverst i artiklen og vurdér selv.

Mens Andersson gik i jorden og vred sig i smerte, brokkede både spillere og FC Midtjyllands bænk sig højlydt til Jakob Kehlet. Men lige lidt hjalp det, og Victor Nelsson gik fri.

Det fik også den ellers så rolige FCM-træner Brian Priske op i det røde felt og på sidelinjen virkede den tidligere FCK-assistent meget forundret over dommerens beslutning.

Søndagens topbrag bød på flere kontroversielle situationer, hvor FCM-fansene også gerne ville have haft et straffe, da Gustav Isaksen gik i jorden, men også her rystede Jakob Kehlet på hovedet.

Det hele endte 0-0 og dermed er der status quo i guldkampen, hvor FC Midtjylland fortsat er fire point foran FC København.