FC Midtjylland-profilen Alexander Scholz er blevet kørt direkte på skadestuen, efter han i første halvleg slog hovedet i en duel med Pieros Sotiriou.

Det fortæller FCMs træner Brian Priske i mixed-zone kort tid efter slutfløjt.

»Jeg ved ikke, hvor slemt det er. Han blev kørt på skadestuen. De frygter, at det er en hjernerystelse,« siger han til pressen.

Det var efter 35 minutters spil, at FCKs Pieros Sotiriou kom for sent i en hovedstødsduel og stødte hovedet ind i Scholz.

I første omgang spillede den 26-årige forsvarsspiller halvlegen færdig, inden han i pausen blev skiftet ud.

Alexander Scholz er fast mand i startopstillingen hos midtjyderne, og det vil derfor været et stort slag for Superligaens førsteplads, hvis de skal undvære den brølstærke forsvarsprofil.

Søndagens topbrag i Telia Parken blev en tæt affære med chancer i begge ender, men alligevel endte det hele 0-0.

Dermed er der status quo i guldkampen, hvor FC Midtjylland fortsat er fire point foran FC København.