'HAN SAGDE JA, HAN SAGDE JA!' er ikke umiddelbart noget, man forbinder med en slagsang på stadiontribunen.
Men det var ikke desto mindre helt utænkeligt i pausen mellem AGF og Silkeborg fredag aften, hvor græstæppet på Ceres Park agerede kulisse for en noget anderledes oplevelse.
Her friede en ung kvinde nemlig til sin kæreste midt på stadion.
Du kan se videoen af seancen i toppen af artiklen.
Iført AGF-trøjer blev parret fulgt ind på plænen, inden kvinden satte sig på knæ og hev en ring frem.
Den rappe mundaflæser vil bemærke, at hun spørger den udkårne om, hvorvidt han vil gifte sig med hende.
Og der går ikke mange millisekunder, inden han har svaret ja, hvilket får den kommende brud til at bryde ud i latter.
Det kommende ægtepar fik selvfølgelig også givet hinanden det obligatoriske og romantiske kys efterfølgende, hvilket vakte stor jubel på lægterne i Aarhus.
Det gjorde Rasmus Carstensens scoring efter 71 minutter dog langtfra, og derfor måtte AGF skuffende nøjes med et 1-1 resultat mod Silkeborg.
Vi håber, at det ikke spolerede det kommende brudepars smukke dag alt for meget.
Stort tillykke herfra!