Efter søndagens ydmygende 0-6-nederlag til Silkeborg tog Sønderjyske mandag eftermiddag konsekvensen og fyrede cheftræner Michael Boris.

Dermed nåede tyskeren blot at sidde i jobbet i lidt under fire måneder, efter han ellers var udset som manden, der skulle stå i spidsen for 'det nye Sønderjyske'.

I slutningen af maj var det nemlig de lyseblås nye amerikanske milliardærejere, Platek-familien, der ønskede en ny retning og derfor fyrede Glen Riddersholm.

Men siden er det kun gået én vej for klubben i syd.

En placering som nummer 11 i Superligaen har sendt klubben ud i den værste krise i 13 år, og nu står klubbens fans tilbage med spørgsmålet: hvad nu?

For løser fyringen alle Sønderjyskes problemer, hvad er gået galt, og hvordan ser fremtiden ud i Sønderjylland? Det har B.T. spurgt administrerende direktør i Sønderjyske Fodbold, Jonas Lygaard, om.

Hvorfor har I valgt at fyre Michael Boris?

»Vi havde en kamp i går (søndag, red.) mod Silkeborg og med dyb respekt for dem, så er det en oprykker og nogen, vi gerne skal kunne måle os med. Og det er ikke acceptabelt på nogen måder at blive spillet ud af banen på hjemmebane og tabe 6-0. Jeg har dyb respekt for Silkeborg, men det ændrer ikke på, at vi ikke kan ende i den situation, vi stod i i går,« siger Lygaard.

»Det er ikke en enkeltstående episode, der gjorde udfaldet, men kampen var udtryk for et symptom om, at det længe ikke har været godt nok.«

Du har tidligere talt meget om tilvænningen til den nye spillestil, og at det er en proces. Hvorfor skulle han så ikke have længere snor?

»Det er jeg helt enig med dig i. Det er en proces, vi har gang i, men vi er også i en situation, hvor vi er i en ekstrem kompetitiv Superliga. Derfor er der nogle ting, vi bliver nødt til at ændre for at få det optimale ud af det hold, vi har. Og derfor har vi følt, at det er det rigtige at sige farvel til Michael nu, så vi kan undgå nedrykning.«

Hvordan tog han imod beskeden?

»Michael var selvfølgelig ked af det og berørt af situationen, men han havde også forventet, at den ville komme.«

Hvor peger pilen hen, når man efter små fire måneder føler sig nødsaget til at fyre træneren?

»Der er ingen tvivl om, at når der sker sådan nogle ting her, så er man nødt til at evaluere de beslutninger, man har lavet. Og der er ikke nogen grund til at pege fingre af nogen som helst. Vi tager fuldt ansvar for, at det ikke lykkedes med Michael, og at han ikke længere er en del af projektet. Den tager vi på os, og den skal vi lære af,« siger Lygaard og fortsætter:

»Én af de ting, der er blevet klart for mig, er, at vi skulle have en sportsdirektør noget før. Én, som kan være en pendant til træneren. Udover trænerstaben skulle Michael have haft én, der kunne udfordre ham på de taktiske elementer. Det har vi ikke haft, og hvis jeg skal se tilbage på det, så er det noget, vi skulle have bragt ind langt tidligere. Det kunne jeg se fra et rigtig tidligt stadie, at vi havde behov for, men det tager tid at finde den rigtige person.«

Hvad er planen så nu? Skal der ansættes en sportsdirektør, inden i finder den nye cheftræner?

»Vi har ansat en sportsdirektør, og det kommer vi snart til at offentliggøre. Det er kun et spørgsmål om tid. Og han vil derfor også være en del af processen i forhold til udvælgelsen af en ny cheftræner.«

Hvordan skal en ny cheftræner adskille sig fra Michael Boris?

»Ud fra Michael kan jeg sige, at han gjorde rigtig meget godt. Han var rigtig vellidt blandt vores fans og vores sponsorer. Han var meget åben og direkte, men der var nogle ting omkring det taktiske og den faglige forståelse af Superligaen, som der manglede. Der er i hvert fald nogle ting, vi skal sikre på ved en ny kandidat.«

Er en ny cheftræner svaret på alle de problemer, som Sønderjyske har lige nu?

»I en fodboldklub er der problemer hver eneste dag, og der er nye problemer, når man vågner op om morgenen. Så det er ikke svaret på alle vores problemer, men det er svaret på nogle af de problemer, vi har.«

Der er mange fans, der har haft en stor frustration over, hvordan det er gået, siden de nye ejere er kommet til. Føler du, at ‘det nye Sønderjyske’ er et forfejlet projekt?

»Nej, vi kan ikke lave en konklusion om, at det er et forfejlet projekt endnu. Vi er i gang med en proces, og i den proces bliver der lavet fejl og ting, der skal optimeres, og det er vi i gang med.«

Har du et tidsperspektiv i forhold til, hvornår du gerne vil have en cheftræner på plads?

»Vi har ikke travlt. Vi tager den tid, det tager at finde den rigtige, og vi har Simon Poulsen til at varetage holdet nu. Og han arbejder sig på at forberede sig til den kommende kamp mod Vejle, og det har alt vores fokus nu, mens vi sideløbende arbejder på at finde en ny træner.«

Sønderjyskes næste opgør spilles søndag, når de gæster bundproppen Vejle.