FCK har besluttet at tage på træningslejr i Dubai, og det er en beslutning, der møder massiv kritik fra klubbens egne fans.

I 2019 droppede man ellers fremadrettet at tage på træningslejr i blandt andet Dubai, fordi det havde mødt stor modstand blandt fansene grundet regionens historik med at være på kant med menneskerettighederne.

Den beslutning er nu blevet forkastet til stor utilfredshed for fansene.

Her er et udpluk af reaktionerne fra fansene på sociale medier:

  • ​'Wow, en tonedøv beslutning'
  • 'Hold nu kæft, hvor er det dumt'
  • 'Jeg er voldsomt skuffet over min klub'
  • 'Super skuffende!'
  • 'Seriøst??'
  • 'Det er seriøst så skamfuldt, at det er pinligt af være FCK-fan'
  • 'Pinlig beslutning!'
  • 'Dybt, dybt skuffende'
  • 'Føj for satan'

Også FC København Fan Club har reageret på det:

Ifølge FCK er beslutningen taget ud fra et sportsligt hensyn.

»Vi er klar over, at ikke alle vil være enige i vores prioritering. Det respekterer vi, og vi vil ikke forsøge at overbevise de uenige, men blot at gøre opmærksom på de overvejelser, der ligger til grund for vores prioritering,« siger midlertidig sportslig leder William Kvist i en pressemeddelelse og tilføjer:

»Valget af Dubai er alene truffet ud fra de sportslige muligheder i den aktuelle situation med en verdensomspændende pandemi, der gør området til det sted med de bedste forudsætninger i forhold til træningsmodstandere, tilgængelige træningsfaciliteter, overholdelse af corona-protokoller og bedre ind- og udrejsemuligheder,« siger han.

Ifølge planen skal FCK på træningslejr i januar.

I første omgang ville man afholde lejren i Portugal, men det har vist sig umuligt på grund af corona-situationen, forklarer klubben.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra FCK.