Surfturneringen Maui Pro er indtil videre blevet udsat efter et voldsomt hajangreb.

Angrebet skete på en 56-årig mand, der padlede ud for kysten ved den amerikanske ø Hawaii. Her fik hajen godt fat i surferens bræt, og manden blev efterfølgende reddet op af vandet og indlagt på det lokale hospital, hvor han har gennemgået en operation.

Hans tilstand er indtil videre ukendt. Det samme gælder mandens skader.

Maui Pro er en tilbagevendende surfturnering, der er en del af World Surf League. Som følge af hajangrebet på den civile mand har man valgt at udsætte turneringen af frygt for deltagernes sikkerhed.

»Der vil ikke være nogen i aktion som følge af hajangrebet med en civil surfer ved Honolua Bugten,« skriver World Surf League.

Billeder fra de lokale myndigheder på Hawaii viser, hvor stor skade hajen gjorde på surferens bræt.

Det står endnu ikke klart, hvornår man vil genoptage turneringen. I første omgang meldte man ud, at turneringen i hvert fald ikke ville komme i gang før onsdag dansk tid.

Turneringen blev skudt i gang 4. december og skulle efter planen afsluttes 15. december.