Trods et voldsomt nederlag på hele 6-0 var det en fattet og afklaret Peter Sørensen, der mødte pressen efter kampen.

Vejles cheftræner erkendte, at spillet bare ikke var godt nok, men han hæftede sig ved de cirka 30 minutter efter pausen, hvor Vejle-spillerne rejste sig.

»Det, de viste i starten af anden halvleg, var utroligt flot, for det er så hårdt at komme ned og skal spille igen, når man er nede med fire mål og ikke har skabt en eneste chance,« sagde han.

»Man skal igennem 45 minutter mere, uden det bliver pinligt og brutalt, og at vi bevarer vores ære og stolthed, som jeg sagde til dem i pausen. Det evnede de faktisk.«

Peter Sørensen vedkendte sig det fulde ansvar, selvom 'jeg ikke selv kan stå og sparke boldene væk', som han sagde.

Det var et passivt Vejle-hold, og OB fik så let som ingenting lov at spille sig igennem og score 1-2-3-4-5-6 gange. Av av.

»Vi må se trolden i øjnene og sige, at det her langt fra er godt nok. Vi må analysere på målene og det, der sker op til,« lød det fra Peter Sørensen.

»Der eksisterer desværre ikke tryllestøv.«

Der skal dog formentlig drysses en eller anden form for støv over Vejle, hvis holdet fra Nørreskoven skal overleve i Superligaen.

Det tror Peter Sørensen på, at holdet gør.

»Jeg tror, vi overlever. Vi bliver bedre og får point nok. Men vi må erkende, at i øjeblikket er både tabellen og de seneste kampe desværre i sync. Det er min opgave at korrigere, og det lover jeg at arbejde på i alle mine vågne timer.«

Efter kampen var det en kortfattet Peter Sørensen, da han talte til sit hold.

»De gider ikke høre på det alligevel. Jeg sagde det, som det var. Det var en forfærdelig start, men jeg var stolt over, at de rejste sig i starten af anden halvleg.«

Nu venter en stor opgave med at få styr på den defensiv, der har lukket ti mål ind i to kampe.

»Vi må se på, hvad der sker i de enkelte situationer. Er der noget, der går igen. Er der passivitet ved forsvarsspillerne, eller er der relationer, der ikke er gode nok.«

Anfører Denis Kolinger var tilbage efter at have misset seneste kamp. I forbindelse med OBs første scoring så han skidt ud, da han ikke fik sparket bolden ud af feltet, så Max Fenger i stedet kunne bringe hjemmeholdet foran.

»Vi bringer ikke nogen i spil, der ikke er klar. Han var klar,« fastslog Peter Sørensen, der også understregede, at klubben bakker op om ham.

»Men jeg kan godt forstå, hvis der er ærgrelse over, at der ikke er kommet bedre resultater i min tid.«