Der var solgt over 10.000 billetter, men kun 8504 tilskuere dukkede op. De, der blev hjemme, må ærgre sig gevaldigt, for OB overfaldt Vejle og vandt klubbens største sejr i mere end ti år, da de røde blev sendt hjem til Nørreskoven med et nederlag på 6-0.

Før kampen offentliggjorde OB, at U17-målmand Magnus Nielsen har skrevet under på en fuldtidskontrakt og rykkes op i førsteholdstruppen med det samme. Han gættede på en travl dag for Sten Grytebust i Vejle-målet og en 3-0-sejr til OB. Det stod der allerede efter otte minutter, og OB var ikke færdige med at glæde de fremmødte tilskuere.

OB havde arrangeret 'happy hour', men på Twitter meldte flere tilskuere om mere end 30 minutters kø ved ølboderne. I stedet kunne OB-tilhængerne beruse sig med Mads Frøkjærs ofte brillante teknik, overblik og to scoringer. Unge Jakob Breum ville deltage i festen med sin scoring til 6-0, selvom han ikke er myndig før midt i november.

Herunder kan du læse B.T.s dom over kampen:

Pilen peger kun en vej for Frøkjær for tiden, og det er lodret op. Han ser ting på banen som ingen andre, og det viste han igen mod et lammet Vejle-forsvar, der hverken kunne håndtere Frøkjær, når han løb mod dem med bolden, eller når han stak sine holdkammerater i dybden med skarpe afleveringer. Kun Vejles Tobias Mølgaard lykkedes i et par løbedueller at holde styr på Frøkjær, der to gange hamrede bolden ind bag Sten Grytebust.

Karakter: 6

Hvem skal man egentlig vælge? Vejle-spillerne var nærmest ikke nået ud af spillerbussen, før de var bagud med 3-0. Defensiven sejlede og anfører Denis Kollinger er styrmanden i og ansigtet på den. Kolinger og Ezatolahi kunne efter to minutter ikke blive enige om, hvem der skal sparke bolden ud af kommunen – så det var der ingen af dem, der gjorde, og i stedet snuppede Max Fenger bolden og scorede til 1-0. Det blev starten på en rædselsfuld første halvleg for Superligaens absolutte bundhold.

Karakter: 0

OB (4-2-3-1)

Hans Christian Bernat 3
Nico Mickelson 3 (Ud: 72.)
Alexander Juel Andersen 5
Jeppe Tverskov 4
Robin Østrøm 4
Jens Jakob Thomasen 5 (Ud. 80.)
Aron Thrándarson 4
Emmanuel Sabbi 4 (Ud: 72.)
Mads Frøkjær-Jensen 6 (Ud. 80.)
Max Fenger 5
Bashkim Kadrii 5 (Ud: 72.)

---

Mart Lieder 3 (Ind: 72.)
Mathias Brems 3 (Ind: 72.)
Troels Kløve 4 (Ind: 72.)
Tarik Ibrahimagic UB (ind: 80.)
Jakob Breum 4 (Ind: 80.)

Vejle (4-4-1-1)

Sten Grytebust 0
Tobias Mølgaard 2
Denis Kolinger 0
Manjrekar James 0
Viljormur Davidsen 1 (Ud: 78.)
Allan Sousa 2
Mouhamadou Drammeh 1
Hans Høllsberg 1 (Ud: 46.)
Arbnor Mucolli 2 (Ud: 84.)
Saeid Ezatolahi 1
Lukas Engel 2 (Ud: 46.)

---
Dimitris Emmenouilidis 3 (Ind: 46.)
Andres Ponce 3 (Ind: 46.)
Heron Crespo UB (Ind: 78.)
Lundrim Hetemi UB (Ind. 84.)

Selvom OB-fansene ikke var mødt ligeså talstærkt op, som OBs kommercielle afdeling havde sat som mål, var de fremmødte fans i topform, da storsejren var en realitet sidst i kampen. Her begyndte tilhængerne at synge 'god tur hjem' til den flok af Vejle-fans, der stolt viste deres støtte til Nørreskovens sønner helt til slutfløjt trods den jammerlige præstation. OB-tilhængerne fik også sunget om 'sommer og sol og duften af Vejle i 1. division'. Sådan kan det meget vel ende for VB, hvis ikke klubben som fugl fønix genopstår i den anden halvdel af Superligaens grundspil. Indsatsen fredag aften mod OB var i hvert fald ikke et superligahold værdigt.

Han viste sporadisk prøver på sine en-mod-en-evner – som da han gjorde Robin Østrøm rundtosset efter 55 minutters spil – men ellers var det ligesom resten af Vejle-holdet langt fra Allan Sousas kamp. Brasilianerens bedste detalje kom efter cirka 20 minutters spil, da han viste, at han nemt ville være i stand til at hjælpe stadionfolkene med at pakke sammen efter kampen. For at skabe sig god plads til at tage et hjørnespark valgte Sousa nemlig at folde et stort reklameskilt fra rengøringsfirmaet Renas, så det ikke lå i vejen. Skiltet blev foldet ud igen få minutter senere, så det fynske rengøringsfirma kunne få lidt valuta for pengene.

Vejle er halvvejs gennem Superligaens grundspil, men det ligner et hold, der allerede nu kan begynde at indstille sig på 1. divisionsbold fra sommeren 2022. Peter Sørensen må gruble over, hvad han har sagt ja til, og Carit Falch må sidde derhjemme et sted og tænke, at han kunne have gjort det mindst ligeså godt som sin afløser.

I den anden lejr gav de stribede en opvisning i, hvordan man pleaser tilskuerne, så der også fremover vil være talstærkt fremmøde på tribunerne i Odense. Træner Andreas Alm kan glæde sig over en storsejr over sin tidligere arbejdsgiver, og kan nu dufte top seks. Om OB er inden for i det varme selskab står først klart, når resten af runden er færdigspillet.