Der står dollartegn og europæisk gruppespil malet i ansigterne på Brøndby-fansene lige nu.
For første gang i 16 år er klubben fra Vestegnen danske mestre, og derfor kommer der meget snart millioner i pengekassen, når Niels Frederiksens og co. skal ud i Europa.
Med det forløsende mesterskab er Brøndby nemlig garanteret en plads i Europa League-gruppespillet fra den kommende sæson.
De nykårede mestre træder ind i Champions Leagues playoff-runde, som minimum giver adgang til Europa League.

Og den direkte plads giver således BIF-kassen over 37 millioner kroner, mens yderligere startpenge for blot at deltage i EL-gruppespillet smides oven i hatten.
I sidste sæson lød startpengene på cirka 27 millioner kroner, som ifølge forlydender også gør sig gældende fra den kommende sæson.
Herefter venter der koefficientbonusser og yderligere penge fra den såkaldte market pool. Noget, der de andre år har ligget på samme niveau som startpenge-beløbet.
Derfor kan Brøndby som minimum se frem til at få over 90 millioner kroner direkte ned i den tiltrængte klubkasse.

Hvis holdet så formår at kvalificere sig til Champions League, venter der minimum det dobbelte beløb for at spille med Europas stormagter.
Den danske mester stod ellers til at indgå i tredje 3. kvalifikationsrunde til det fine selskab, men søndagens slutstilling i Premier League gør, at Brøndby træder ind i playoff-runden.
Årsagen er, at de to Champions League-finalister, Chelsea og Manchester City, begge er garanteret Champions League-fodbold i næste sæson via ligaplaceringen.
Det frigør en plads i gruppespillet, som har betydning for Danmarks placering på den europæiske rangliste.
Brøndby vil i øvrigt være useedet i playoff-runden, hvor der er otte hold, der kæmper om de fire ekstremt eftertragtede billetter til CL-gruppespillet.
De mulige modstandere er RB Salzburg (Østrig), Slavia Prag (Tjekkiet), Dinamo Zagreb (Kroatien) og Olympiakos (Grækenland).
Med til historien hører dog, at de tre sidstnævnte allerede træder ind i enten 1. eller 2. kvalifikationsrunde, og derfor forudsætter Brøndbys vej til Champions League, at de tre klubber holder deres seedning.