Simon Hedlund formåede at sende chokbølger gennem Brøndby Stadion i første halvleg af det vanvittige gulddrama.

For efter 20 minutter missede den 28-årige svensker nemlig en oplagt scoringsmulighed, der ikke fås ret meget større.

Efter at have sat Nordsjælland-keeperen Peter Vindahl fuldstændig, hamrede Hedlund bolden i sidenettet i stedet for det ellers helt frie mål.

Den gigantiske afbrænder betød efterfølgende, at de mange tusinde tilskuere stod tilbage på tribunerne som forstenede.

Kort forinden havde en scoring i Herning i forvejen sendt nervøse rystelser mod Vestegnen.

FC Midtjyllands Evander havde nemlig sendt guldet i retning af Heden, da brasilianerens scoring til 1-0 på det tidspunkt betød, at holdet fra Midtjylland stod til at stjæle guldet.

Tre minutter før pausefløjt måtte Brøndby-fansene så endnu en gang igennem hele følelsesregisteret, da topscorer Mikael Uhre stod bag en anden stor afbrænder.

Lasse Vigen formåede dog at skabe eufori på stadion, da midtbanespillerens scoring til 1-0 lige nu gør, at Brøndby ser ud til at løbe med guldmedaljerne.

Du kan følge sæsonens sidste halvleg og den dramatiske afgørelse i B.T.s LIVE-blog lige HER.

I videoen øverst kan du se Simon Hedlunds gigantiske afbrænder, der i et kort øjeblik stoppede guldfesten på Vestegnen.