Det er bestemt ikke alle, der er begejstrede for den gigantiske fodboldfest, der udspiller sig foran Brøndby Stadion i disse timer.
For de mange tusinde Brøndby-fans, der er stimlet sammen på Vestegnen, udgør nemlig en stor risiko for en regulær smittebombe.
Det mener Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi og forsker i spredning af infektionssygdomme på Roskilde Universitetscenter, skriver TV 2 Lorry.
Ifølge ham er de mange mennesker, der synger slagsange og ikke bærer mundbind, noget, der kan resultere i en superspreder-begivenhed.
»Det er ikke så smart. Der er grund til, at vi skal prøve at forhindre, at epidemien løber for stærkt på nuværende tidspunkt,« siger han til TV 2 Lorry og tilføjer:
»Det havde for det første pyntet med mundbind og lidt bedre afstand. Superspreder-begivenheder er tit, når man synger og råber højt. Så man kan sagtens være bekymret for, om der kommer et superspreder-event ud af det.«
Københavns Vestegns Politi har tidligere søndag oplyst, at der er anmeldt hele tre demonstrationer af Brøndby-fans, hvilket blandt andet gjorde det muligt for de mange mesterskabshungrende fans at gå march forud for kampen.
Ifølge de danske myndigheder er det ikke et krav, at man skal bære mundbind ved udendørs forsamlinger.
Sundhedsstyrelsen anbefaler dog, at man tager mundbind på, når man deltager i større forsamlinger, hvor afstandskravet kan være svært at overholde.
Brøndby kan sætte en stopper for 16 års mesterskabstørke, hvis de formår at slå FC Nordsjælland hjemme.
Mindre kan dog også gøre det, men så kræver det, at FC Midtjylland ikke vinder over AGF i Herning.
Du kan følge den dramatiske afslutning på Superligaen i B.T.s LIVE-blog lige HER.